Tyvebande sigtes for omfattende tyverier
Tirsdag fremstilles fire litauiske mænd i et grundlovsforhør i Randers, sigtes for en lang række tyverier.
Tyverierne var blandt andet specifikt målrettet mod BMW'er, elværktøj i varebiler og cykler.
De mange forhold er ifølge sigtelsen begået flere forskellige steder i Østjylland - blandt andet i Grenaa, Skødstrup og Hornslet.
Blandt de fundne koster var blandt andet airbags, rat og instrumentbræt fra BMW'er.
De fire litauiske mænd blev natten til tirsdag anholdt i et sommerhus i Ebeltoft.
Anholdelserne er et resultat af en intensiv efterforskning mod omrejsende kriminelle i et tæt koordineret samarbejde med Udlændingekontrolafdelingen (UKA) ved Syd- og Sønderjyllands Politi og Særlig Efterforskning Vest.
- Vi har et stort fokus på bekæmpelse af omrejsende kriminelle, som kommer til landet og udsætter borgerne for tyverier og indbrud. Derfor er jeg meget tilfreds med nattens anholdelse af de fire mænd, som vi mistænker for, at have begået et større antal tyverier.
- Vi har haft et meget konstruktivt samarbejde med både Udlændingekontrolafdelingen og Særlig Efterforskning Vest, og dét samarbejde var en medvirkende til årsag, at vi fik opsporet de formodede gerningsmænd og deres opholdssted, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Politiet skal nu igang med et større efterforskningsarbejde, hvor politiet forsøger at afdække yderligere tyveriforhold, som tyvebanden kan have stået bag.