Krimi11. november 2024

Uhyggelig norsk sag: Ægtemand dræbte gravid kone foran børnene

Den 4. februar dræbte en 34-årig mand sin gravide kone på bestialsk vis i Bergen i Norge. Nu har politiet nyt i den gyselige sag

Den 24-årige kvinde var gravid med ægteparrets fjerde barn, da hun den 4. februar i år blev brutalt knivdræbt - ifølge politiet af hendes mand.

Nu har anklagemyndigheden i Norge rejst tiltale i sagen mod den 34-årige ægtemand, som er tiltalt for det bestialske drab på sin gravide kone.

Dermed er det også for første gang kommet frem i lyset, hvad politiet mener, der skete den skæbnesvangre dag i februar i år. Og det er gruopvækkende læsning.

Det skriver det norske medie VG.

I anklageskriftet fremgår det, at den 24-årige gravide kvinde blev stukket ihjel med ikke mindre end 200 knivstik. Hun døde af forblødning efter de omfattende skader. Ifølge politiet brugte ægtemanden flere forskellige knive til drabet.

Ifølge VG blev drabet overværet af ægteparrets tre børn.

Anklagemyndigheden går efter, at den 34-årige skal idømmes en anbringelsesdom på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Retten kan idømme personer, som har begået grov personfarlig kriminalitet, en anbringelsesdom på en psykiatrisk afdeling, hvis det vurderes, at personen ikke er rask nok til at afsone i et almindeligt fængsel.

Ægteparret kom til Norge med deres førstefødte i 2019. Den lille familie kom til som flygtninge fra Uganda.

Politiet havde ikke kendskab til familien inden det brutale drab, skriver VG.

Sponsoreret indhold