Uhyggelige detaljer: Drone filmede hajangreb - offeret ikke fundet

Alt tyder på, at en australsk mand er død – og aldrig vil blive fundet – efter et uhyggeligt hajangreb nær Esperance-stranden mandag.
Det viser sig nemlig nu, at en tilfældig strandgæst filmede det blodige angreb, og at videooptagelsen antyder, at alt håb er ude.
Det skriver det australske medie News.
Det blodige hajangreb fandt sted mandag eftermiddag lokal tid, da 37-årige Steven Jeffrey Payne surfede omkring 60 kilometer fra den såkaldte Esperance-strand i det vestlige Australien.
Vidner har fortalt, hvordan de pludselig hørte skrig fra vandet, hvorefter den 37-årige Steven Jeffrey Payne forsvandt fra vandoverfladen. Kort efter fandt man hans surfbræt, der havde flere bidmærker fra en haj.
Myndighederne har ikke haft held til at finde den 37-årige surfer, og nu tyder det altså på, at han heller ikke vil blive fundet. I hvert fald har politiet gennemset droneoptagelser, som en tilfældig strandgæst filmede mandag eftermiddag. Optagelserne viser på grusom vis selve angrebet på 37-årige Steven Jeffrey Payne.
- Jeg tror ikke, der er meget mening i at bruge alle vores ressourcer alt for meget længere. Der var meget blod, en haj, og nogle andre ting som jeg ikke mener, at nogen bør se. Hans partner overværede, hvad der skete i går, og det er tragisk, udtalte Chris Taylor fra det lokale politi dagen efter hajangrebet.
37-årige Steven Jeffrey Payne var følge de australske medier på ferie med sin partner, da han blev angrebet af hajen.
De australske myndigheder har nu indsendt Steven Jeffrey Paynes surfbræt til videre undersøgelser. Man håber at kunne fastslå hajens størrelse og art ud fra bidmærkerne.