Uhyggelige sidste ord: De er bag jer!
Her skete tragedien
Kort inden kollisionen onsdag aften lokal tid mellem en helikopter og et passagerfly nær Washington D.C. forsøgte flyveledere at få kontakt til helikopteren.
Det fremgår af lydklip fra kontroltårnet, som LiveACT (livelyd fra flyvekontroltjeneste, red.) har udgivet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- PAT25 (helikopteren, red.), har I øje på CRJ (passagerflyet, red.)? PAT25 fly bag CRJ, lød det ifølge lydklippet fra en flyveleder lige før ulykken.
Kort tid efter kontakter et andet fly kontroltårnet.
- Kontroltårn, så I det, lyder spørgsmålet fra flyet.
Ifølge Reuters henvises der angiveligt til den eksplosion i luften, som flere vidner også har berettet om kunne ses på aftenhimlen, da helikopteren og flyet rammer hinanden.
Flyvelederne begyndte med det samme at omdirigere andre fly væk fra Reagan National Airport til Dulles internationale lufthavn, der ligger omkring 35 kilometer vest fra Potomac-floden, hvor fly og helikopter styrtede ned.
I lydklippene kan man også høre en flyveleder melde ud, at der er tale om en "alarm tre", hvor han gentager ordet "sammenstød" tre gange efter hinanden.
Flyvelederne forsøger kort tid efter at få overblik over, hvad der er sket.
- Det var formentlig ude midt i floden. Jeg så bare en ildkugle, og så var det væk. Jeg har ikke set noget, siden de ramte floden, men det var en CRJ og en helikopter, der fløj sammen, siger en af flyvelederne.
Det står ikke klart, hvad der har ført til kollisionen mellem flyet og helikopteren, som er af typen Black Hawk og tilhører det amerikanske militær.
Omkring 300 redningsfolk leder efter overlevende fra styrtet i Potamac-floden. Torsdag morgen dansk tid er der endnu ingen meldinger om overlevende.
Amerikanske medier skriver, at der allerede er blevet bjærget lig fra floden, men det er ikke bekræftet fra officiel side.
Der var 64 personer om bord på flyet og tre personer i helikopteren.