Uhyggeligt fund i New York: Hænder, fødder og tænder fundet
De seneste to dage har betjente i New York gjort grufulde fund af et menneske – først i en udbrændt indkøbsvogn og senere i en lejlighed.
Politiet formoder, at ligdelene stammer fra det samme offer.
Det skriver det amerikanske medie People.
Første uhyggelige fund blev gjort tidligt mandag morgen, da politi og brandvæsen rykkede ud til en brændende indkøbsvogn under en bro nord for New York. Da brandvæsnet fik slukket branden, opdagede man, at der lå en død person i indkøbsvognen – personen manglede både hænder, fødder – og sine tænder.
Politiet havde fra start en formodning om, at personen ikke var blevet dræbt på findestedet, og et døgn senere gjorde betjente da også et andet gruopvækkende fund – denne gang i en lejlighed i Bronx.
Her fandt man ligdele i et køkken i lejligheden. Politiet har på nuværende tidspunkt ikke afsløret, hvilke ligdele der er tale om, men de formodes altså at stamme fra den person, der blev fundet i den brændende indkøbsvogn.
I skrivende stund er der ingen anholdte i den uhyggelige sag.