Krimi22. september 2022
Ung person død efter bilulykke i Skive
Den anden person, der var involveret i ulykken, kom lettere til skade
Af Ritzau
En af de to forulykkede biler.
Foto: Presse-fotos.dkEn 20-årig person er død, efter at to biler torsdag kort før klokken 17 kørte frontalt sammen i Skive.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
- Familien er underrettet, skriver politiet.
Personen i den anden bil er blevet indbragt til Viborg Sygehus og er kommet lettere til skade.
Nørre Boulevard har været afspærret i begge retninger som følge af sammenstødet.
I den forbindelse lød det, at politi og redning arbejdede på stedet, og at der skulle vises hensyn.
Men nu lader arbejdet på stedet til at være færdigt.
Politiet er på stedet.
Foto: Presse-fotos.dk- Nørre Boulevard genåbnes inden for cirka ti minutter, skriver politiet på Twitter kort efter klokken 19.
Politiet oplyser ikke, hvorfor de to biler kørte sammen.