Krimi28. januar 2025

Ungarbejder sygemeldt efter Nicki Bille-sag: - Jeg var meget utryg

En ungarbejder er sygemeldt fra sit arbejde, efter han i september sidste år var til stede under et påstået røveri af den tidligere landsholdsspiller Nicki Bille
Nicki Bille. Reality Awards 2021 på Docken i København, onsdag aften den 16. juni 2021. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021)
Nicki Bille er blevet rodet ind i en sag om røveri i en Coop365 - han erkender tyveri i sagen.
 Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Butiksansat blev truet af Nicki Bille: - Jeg var meget chokeret

Det har haft store konsekvenser for en ungarbejder fra Coop365, at han var på arbejde 4. september i Hvidovre sidste år.

Her oplevede han på nærmeste hold, hvordan den tidligere fodboldspiller Nicki Bille stjal varer for 176 kroner i butikken, inden det ifølge anklagemyndigheden eskalerede og endte ud i et røveri.

- Jeg er lige nu sygemeldt på mit arbejde, og jeg stopper den 31. januar, lyder det tirsdag ved Retten i Glostrup fra den unge mand - han er fortsat under 18 år gammel, kommer det ligeledes frem.

Den meget lille og spinkle ungarbejder er tirsdag formiddag i retten for at fortælle om den dag, hvor Nicki Bille påvirket af alkohol stjal en juice, thaiboks og en papvin fra butikken i Hvidovre. Han har erkendt over for retten, at han begik tyveri og trusler den dag.

Men han nægter, at det hele eskalerede til røveri og vidnetrusler - det er den helt store tvist i sagen.

Sagens to forurettede - en ungarbejder og en minimalt ældre leder fra butikken - har dog begge voldsomme beskrivelser af episoden.

- Han tog fat i mig med et godt greb, det gjorde ondt, forklarede den leder, som konfronterede Nicki Bille med hans tyveri for 176 kroner.

- Hold din kæft, din bøsse, du har en pigestemme

På gerningsdagen 4. september var det ungarbejderen, som opdagede, at i Nicki Bille var i færd med at stjæle.

- Jeg siger til min leder (forurettede i sagen red.), at han skal være opmærksom på, at han (Nicki Bille red.) er i gang med at stjæle.

Ungarbejderen forklarer herefter, at den tidligere fodboldspiller først og fremmest kom op til kassen for at spørge efter babyolie.

- Jeg fortæller ham så, at det har vi ikke, men han spørger, om ikke vi kan gå ud og tjekke bagved, lyder det fra vidneskranken.

Det gør hverken lederen eller ungarbejderen - de mistænker nemlig, at han er ude på at stjæle.

- Og hvis min leder går ud bagved, så gør jeg ikke noget. Det er ikke mit job, forklarede ungarbejderen tirsdag.

Nicki Billede ender med at betale for en danskvand og en anden varer, som vidnet ikke kunne huske.

- Da han er på vej ud, der spørger min leder ham, hvad han ellers har i posen. Han prøver at sige, at det er fra tidligere køb, og at energidrikken er varm.

Det får ungarbejderen til at spørge: "Hvad med Thai-cuben," hvilket får Nicki Bille til at reagere kraftigt.

- Hold din kæft, din bøsse, du har en pigestemme, forklarede ungarbejderen tirsdag for byretten.

Efterfølgende ender det hele med at eskalere, og det er her, at politiet mener, at Nicki Bille ender med at begå røveri mod butikken.

- Jeg var meget chokeret, forklarede den forurettede blandt andet tidligere for retten.

Meldte sig syg

18. september tager en kvinde, som er medtiltalt i sagen, ned i Coop365 i Hvidovre, hvor hun spørger efter de medarbejdere, som har "fucket det op for Nicki".

Det har siden kastet en tiltale om vidnetrusler af sig mod den 32-årige kvinde, hvilket hun nægter. Men det fik store konsekvenser for ungarbejderen, som blev stærkt utryg efter han hørte om episoden med kvinden.

- Jeg skrev til min chef, at jeg ikke var tryg ved at komme på arbejde, fordi der er en gerningsmand på fri fod, som leder efter mig, lød det tydeligt påvirket fra den unge mand tirsdag.

Som konsekvens af den ubehagelige episode har den unge mand fået problemer med angst, ligesom han har opsagt sit arbejde i Coop, hvor han stopper 31. januar.

- Det er også lige blevet vurderet som værende en arbejdsskade, slog den unge mand fast, inden han forlod retten med sin bistandsadvokat bag sig.

Der er afsat halvanden retsdage til behandlingen af sagen mod Nicki Bille - der forventes at falde dom torsdag.

SE og HØR følger sagen

Sponsoreret indhold