Ungdomspartiernes klamme bagside: Overgreb, uønsket berøring og sexisme

I en ny dokumentar står i alt ni kvinder frem for første gang og fortæller om de overgreb, de har oplevet som medlem af et ungdomsparti.
De pågældende ungdomspartier er Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Venstres Ungdom (VU), Liberal Alliances Ungdom (LAU) og Alternativet, skriver TV 2.
Dokumentaren hedder "Partiernes skjulte overgreb" og er bygget på interviews med 54 vidner, som har kendskab til eller har været udsat for sexisme, krænkelser eller overgreb i ungdomspolitik.
Krænkelserne er sket til kurser, møder og fester i forbindelse med deres ungdomsparti.
En kvinde fortæller, hvordan der var sexistiske slagsange. En anden, at man som ung kvinde kunne hænge sin BH og trusse op i baren i bytte for et barkort.
De eksempler hører dog til i den milde ende.
anmeldte voldtægt
Som 15-årig meldte Helene Mørck, som i dag er 23 år, sig ind i DSU. Med et ønske om at gøre verden til et bedre sted, mødtes hun med andre politisk interesserede unge.
Men når hun kigger tilbage, står det klart, at der var en "giftig kultur" i partiet. Den 15-årige Mørck havde en aftale med en veninde og et mandligt medlem i slutningen af tyverne om, at de skulle tale politik over en frokost.
Der gik dog ikke lang tid, før den noget ældre mand og 15-årige Helene Mørck var taget hen i mandens lejlighed, og han fortalte, at veninden ikke ville komme alligevel.
- Jeg husker, at han tvang sig selv oven på mig, og at jeg råbte nej. Han ignorerede det. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så hele min krop frøs. Jeg kunne ikke bevæge mig, fortæller Helene Mørck i TV 2-dokumentaren ‘Partiernes skjulte overgreb’.
Sagen blev ikke anmeldt til politiet, men blev indberettet til partiledelsen. Det fik den konsekvens, at manden fik besked på at blive væk fra arrangementer, hvor Helene Mørck deltog.
Episoderne fandt sted i perioden mellem 2011 og 2017. Kvinderne var på det tidspunkt mellem 14 og 19 år.