USA i chok: 6-årig dreng fundet i hundebur
Torsdag blev politiet kaldt ud til et hus i Philadelphia efter anmeldelser om ”skrig på adressen”.
Da politiet nåede frem, fandt de to børn – i alderen tre og fem år – der gik grædende rundt i baghaven. Inde i huset gjorde de kort efter endnu et uhyggeligt fund: Et barn sad låst inde i et hundebur.
Det skriver det amerikanske medie NBC News.
Ifølge politiet var den seksårige dreng nøgen. Det vides ikke, hvor lang tid han har været låst inde i hundeburet. Hans tilstand er heller ikke kendt.
Politiet har kun ønsket at oplyse, at alle tre børn nu er blevet fjernet fra hjemmet og kørt til et nærliggende hospital for at blive tilset.
I forbindelse med det uhyggelige fund har politiet nu anholdt forældrene. Der er tale om den 30-årige Michelle Campbell og den 31-årige Paul Weber. De er nu blevet sigtet for børnemishandling, skriver det amerikanske medie.