Krimi13 timer siden (opd. 13 timer siden)

Vil frikendes for seksuelle overgreb: Gjorde det ikke med vilje

Sexsomnia er ofte forbundet med frustration og giver ingen nydelse. To med lidelsen anklages for overgreb, de nu vil frifindes for

En sjælden søvnlidelse er blevet til et juridisk dilemma for landets højeste retsinstans.

Mandag skal Højesteret behandle to sager om mænd, der har begået seksuelle overgreb, mens de sov.

Mændene lider - med forskellig grad af sikkerhed - af sexsomnia, der er en form for søvngængeri, hvor den pågældende udviser seksuel adfærd under søvnen.

Spørgsmålet bliver, om de skal idømmes en behandlingsdom eller helt skal frifindes på grund af lidelsen.

Personer med sexsomnia kan blive undersøgt på Dansk Center for Søvnsygdomme, hvor overlæge og professor i klinisk neurofysiologi Poul Jørgen Jennum er leder.

Han forklarer, at lidelsen kan beskrives som en form for "zombie-tilstand".

- Der er ikke nogen personlig eller emotionel kontakt med vedkommende. Der er ingen nydelse forbundet med det, siger Poul Jørgen Jennum.

Sexsomnia hører under en gruppe af søvnforstyrrelser, der kaldes parasomnia, som også omfatter folk, der eksempelvis går eller slår i søvne.

Ifølge overlægen menes cirka en procent af befolkning at lide af parasomnia, og kun for en brøkdel af dem er der tale om alvorlige lidelser, hvor man for eksempel begår seksuelle handlinger i søvne.

Mens nogle kan have flere episoder i løbet af natten, kan andre opleve det meget sjældent.

Poul Jørgen Jennum har været med til at vurdere et hav af patienter for, om de kunne have lidelsen.

Han vil ikke nærmere ind på, hvordan de skelner mellem personer, der faktisk lider af sexsomnia og personer, der siger, at de har det, selv om de har været bevidste om deres seksuelle handlinger.

I sagerne, der skal for Højesteret, har læger vurderet, at de tiltalte - med forskellig grad af sikkerhed - var i den særlige tilstand sexsomnia.

Landsretten frifandt den ene af de tiltalte, da han ifølge dommen ikke havde nogen form for bevidsthed om, hvad han foretog sig.

I den anden sag blev manden kendt skyldig, men dømt til behandling, da sexsomnia sidestilles med en sindssygdom, hvor man er utilregnelig.

Man kan behandle med sløvende medicin, men en vigtig del er også, at man følger nogle retningslinjer, forklarer Poul Jørgen Jennum.

- Sengepartneren skal være informeret om, at man har sexsomnia, og have forstået, at det kan være en handling. Man skal tage forholdsregler, hvis man ved, at det kan blive provokeret af søvnmangel eller alkoholindtag. Man skal også følge den medicinske behandling.

- Og så er det meget vigtigt at understrege, at personer med sexsomnia under ingen omstændigheder må sove sammen med børn, siger han.

Til slut understreger han, at man ikke skal gøre grin med lidelsen:

- Der er intet sjovt ved det. Der er ingen nydelse. Ofte er det forbundet med meget sorg og frustration.

Højesteret ventes at afsige dom senere i februar.

Sponsoreret indhold