Krimi16. december 2024

Vil ikke afhøre norske kronprinsesse Mette-Marit alligevel

Den norske kronprinsesse skal alligevel ikke en tur på politistationen og afgive forklaring om sin søn Marius Borg Høiby. Det bekræfter advokat nu
Den norske kronprinsesse Mette-Marit slipper tilsyneladende for at skulle vidne mod sin søn, som er sigtet for vold og voldtægt. Det bekræfter advokat nu
Den norske kronprinsesse Mette-Marit slipper tilsyneladende for at skulle vidne mod sin søn, som er sigtet for vold og voldtægt. Det bekræfter advokat nu
 Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix

Oslos Politidistrikt vil ikke indkalde kronprinsesse Mette-Marit til afhøring i sagen mod hendes søn Marius Borg Høiby.

Det bekræfter bistandsadvokat for Juliane Snekkestad, der er et af ofrene i sagen, overfor det norske medie Dagbladet mandag morgen.

Bistandsadvokaten, Petter J. Grødem sendte i oktober en begæring til det norske politi, om at kronprinsessen skulle afhøres i sagen. Ifølge advokaten var det helt naturligt at få hendes forklaring i forbindelse med straffesagen mod hendes søn Marius Borg Høiby.

Men den konklusion har anklagemyndigheden og politiet i Oslo ikke været enige i. Her er det blevet vurderet, at der ikke er grundlag for at indkalde kronprinsessen til sagen.

- Jeg har fået en tilbagemelding, om at politiet ikke anser det som nødvendigt. Jeg er overrasket. Det er unormalt, at politiet afslår en sådan begæring, siger Petter J. Grødem til Dagbladet.

Advokaten har dog ikke tænkt at klage over politiets beslutning ifølge mediet.

Dermed ligner det, at den norske kronprinsesse Mette-Marit undgår at skulle vidne mod sin egen søn i sagen, hvor han er tiltalt for en række forhold om vold i nære relationer, voldtægt og trusler.

Konkret er 27-årige Marius Borg Høiby sigtet for vold mod tre ekskærester, voldtægt af to kvinder, som var bevidstløse eller af anden årsag ude af stand til at gøre modstand og dødstrusler mod en mand.

Ekskæresten Juliane Snekkestad, som dannede par med Marius Borg Høiby i årene 2018-2022 har tidligere udtalt sig om, hvordan hun i løbet af parforholdet løbende var i kontakt med kronprinsesse Mette-Marit om problemerne med Marius Borg Høiby.

Af flere gange forsøgte hun angiveligt at orientere kronprinsessen om problemerne med hendes søns aggressive adfærd og hans eskalerende misbrug af narko og alkohol.

Ifølge ekskæresten blev hun mødt med forståelse og empati af kronprinsesse Mette-Marit, som lovede, at hun ville vende tilbage og gøre noget ved hendes søns problemer.

Men det skete angiveligt aldrig.

Marius Borg Høiby blev for nylig varetægtsfængslet efter nye anklager mod ham så dagens lys. Han er dog løsladt igen.

Sponsoreret indhold