Vildt supermarkeds-drama: Fik tværet skinkesalat ud i ansigtet
Her kom to mænd på 27 og 24 år nemlig op og toppes. Og det var ikke kun de knyttede næver der blev brugt i hanekampen.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Den 27-årige mand følte sig angiveligt så provokeret, at han fattede sin indkøbte skinkesalat og tværede ud på den 24-årige mand.
Det bizarre optrin skete efter en handletur i supermarkedet på Søndre Ringvej i Roskilde.
Det viste sig, at de to mænds uenigheder allerede var startet inden indkøbsturen var bekyndt. Her havde den 24-årige mand, der kommer fra Frederiksund, nemlig talt ilde om den 27-årige. Alligevel havde han tilsidesat trangen til at gøre noget ved den 24-årige og i stedet fortsat sine indkøb.
Men da den 27-årige kom ud på p-pladsen til sin bil, kunne han ikke holde aggressionerne inde længere, da han så, at den 24-årige sad i bilen ved siden af.
Derfor tog den 27-årige mand en hobbykniv frem og åbnede skinkesalaten. Han gik hen til den 24-årige og smurte den klistrede salat ud i ansigtet på den unge mand.
Det ville han ikke finde sig og hele miseren endte med, at de to gutter begyndte at slås, indtil politiet kom og brød dem op.
Ingen af dem kom til skade.
Begge blev de sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, mens den 27-årige også blev sigtet for overtrædelse af knivloven, fordi han havde taget hobbykniven med ud af bilen, inden han kom op at slås.