Ville overholde corona-regler: Blev truet og spyttet på
Det blev en utrolig ubehagelig bustur en 32-årig kvinde fik mandag klokken 17 i Aarhus.
Busturen gik, som de fleste, indtil en anden kvinde satte sig ned ved siden af den 32-årige.
Med tanke på coronareglerne, hvor man i øjeblikket skal holde en meters afstand, bad den 32-årige kvinde sin medpassager om at rykke sig. Det blev dog ikke taget godt imod, hvor den anden kvinde svarede:
"Hvad vil du gøre ved det?" Skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 32-årige kvinde forsøgte selv at rykke sig, men i samme moment rejste medpassageren sig også, blokerede vejen og gik bevidst ind i den 32-åriges ben.
truede og spyttede
Buschaufføren kom om bag i bussen i andet ærinde, hvorefter den kvindelige passager råbte:
"Hvad vil du gøre – nu går jeg ned og slår hende ihjel."
Derefter gik kvinden ned og spyttede den 32-årige kvinde i ansigtet og forlod bussen.
Politiet efterlyser vidner til episoden. Den spyttende kvinde er beskrevet som:
- Ca. 45 år
- Formentlig mellemøstlig oprindelse
- Almindelig af bygning
- Mørkt/leverpostejfarvet hår sat op i hestehale
- Havde høretelefoner med ledning
Hvis man har set noget, kan man kontakte politiet på 114.