Krimi23. august 2024

Ville tjene penge på autister i "Den sorte svane": Nu er hun selv blevet dømt

En af Amira Smajics samarbejdspartnere i "Den sorte svane" er netop blevet dømt for at have fusket med regeringens coronastøtte – nu skal hun finde den store pung frem
Francesca Juliett Kappello er nu blevet dømt for at have lavet svindel med coronastøtte – hun blev landskendt i forbindelse med TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", hvor hun er fortrolig med muldvarpen Amira Smajic.
Francesca Juliett Kappello er nu blevet dømt for at have lavet svindel med coronastøtte – hun blev landskendt i forbindelse med TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", hvor hun er fortrolig med muldvarpen Amira Smajic.
 Foto: Facebook

LÆS OGSÅ: Wael var "Hvidvaskeren": Levede og arbejdede som "Den sorte svane"

Francesca Juliett Kappello siger nok ikke mange danskere alverdens, men hvis man præsenterer hende som Amira Smajics rådgiver i "Den sorte svane", der havde en fiks idé til at tjene store penge på projekter med autister, så hjælper det måske lidt på hukommelsen.

"Vi kan få 300.000 kroner for autister per person. Det er hvide penge, som har så meget værdi," lyder den fikse idé fra den juridiske rådgiver til Amira i første afsnit af dokumentarserien, som tog Danmark med storm.

Nu er den 66-årige rådgiver dog blevet dømt ved Retten på Frederiksberg, skriver BT.

Her har retten fundet hende skyldig i at have begået alvorlig økonomisk kriminalitet ved at begå svindel med statens coronastøtte.

Frem for at have scoret kassen, skal Francesca Juliett Kappello nu op med 475.000 kroner af lommen, ligesom hun er blevet idømt otte måneders betinget fængsel.

Ifølge BT er hun helt konkret blevet dømt for at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til Erhvervsstyrelsen på vegne af et selskab, som havde en café i Vanløse.

Det skete sammen med to mænd, der også er blevet dømt i sagen, via et rådgivningsbureau, som Kappello var eneejer af.

Svindlen resulterede i, at Erhvervsstyrelsen udbetalte 92.000 kroner for mistet omsætning i caféen, efter myndighederne lukkede landets restauranter og caféer i marts 2020.

BT skriver, at de tre nu dømte svindlere forsøgte at få udbetalt yderligere 33.000 kroner, som Erhvervsstyrelsen dog aldrig udbetalte, da de fik nys om den igangværende svindel.

Det viste sig nemlig, at caféen i Vanløse havde været lukket siden nytåret 2019-2020, hvor den var blevet sat i brand.

Francesca Juliett Kappello og hendes to meddømte, der fik samme straf, ankede alle dommen til Landsretten på stedet.

Står bag 22 konkurser

Kappello blev i første omgang sløret i TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", men siden vandt TV 2 en forbudssag ved Landsretten, hvorefter hendes identitet blev afsløret.

Herefter kunne SE og HØR fortælle, at den juridiske rådgiver med de fikse idéer måske ikke altid har haft stor succes i sit erhvervsliv.

Hun står i hvert fald bag svimlende 22 konkurser, kunne en gennemgang af hendes virksomheder afsløre.

I "Den sorte svane" flyder det da også med gode idéer og råd fra den nu dømte juridiske rådgiver:

"Jeg har en ungpige, hun har en gæld til Skat på 600.000 kroner og en til boligselskabet på 300.000 kroner. Jeg foreslog, at hun laver en fiktiv gæld. En større gæld," siger Juliett til Amira, som svarer:

"Så hun kan få gældssanering?"

"Ja, og så deler vi overskuddet," lyder den fikse, men dog ulovlige idé fra Kappello.

Sponsoreret indhold