Virginia Giuffre i retten: Så meget blev jeg betalt for at have sex med Prins Andrew
Skeletterne vælter for tiden frem fra skabet i sagen mod den afdøde finansmand Jeffrey Epstein og hans kæreste Ghislaine Maxwell, efter en amerikansk domstol frigav retsdokumenterne.
Prins Andrew har i længere tid været sat i forbindelse med de to og været beskyldt for at have haft sex med den 17-årige Virginia Giuffre.
Det er dokumenter fra kvindens civile injuriesag mod Ghislaine Maxwell, der nu er blevet offentliggjort.
Og i dem er det kommet frem, hvor meget den i dag 40-årige kvinde hævder at have modtaget for at have sex med prins Andrew.
Det skriver det britiske medie Sky News.
Under et retsmøde i 2015 blev Giuffre spurgt ind til en særlig episode, som skulle være fundet sted i 2001.
– Blev du betalt 10-15.000 dollar på vegne af Jeffrey Epstein for at have sex med prins Andrew?
– Ja, jeg fik 15.000 dollars (101.000 danske kroner), svarede Virginia Giuffre dengang.
Kvinden har i alt tre gange under ed i retten forklaret, at hun som Jeffrey Epsteins såkaldte "sexslave" i alt tre gange blev tvunget til at have sex med prins Andrew.
Prinsen, der i november trådte tilbage på grund af beskyldningerne, har notorisk nægtet enhver skyld og påstår, at han aldrig har mødt Virginia Giuffre.
I 2022 indgik prinsen dog forlig med Virginia Giufrre. Ifølge Mirror betalte Andrew, hvad der svarer til lidt over 105.000.000 danske kroner.
Den dømte pædofil Jeffrey Epstein blev også inden sin død afhørt under ed i Virginia Giuffres civile søgsmål.
Her blev han adspurgt, om han og Maxwell beordrede den 17-årige pige til at have sex med prinsen i 2001.
– Vil det ikke være fair at sige med alle de omstændigheder, der er i den her sag, at du tvang Virginia til at have sex med prins Andrew?
Af retsdokumenterne fremgår det, at Epstein nægter at svare på spørgsmålet. Så advokaten fortsætter:
– Hvad ville der være sket med Virginia, hvis hun havde nægtet at have sex med prins Andrew?
Igen nægtede han at svare.
– Er det ikke sandt, at prins Andrew takkede dig for at stille Virginia til rådighed for hans seksuelle formål?
Mandag blev det også afsløret, at der angiveligt skulle findes sextapes af prins Andrew, Bill Clinton og Sir Richard Branson sammen med Jeffrey Epstein.
Af retsdokumenterne fremgår det også, at prinsen skulle have tilbragt "ugevis" i seksualforbryderens hjem i Palm Beach i Florida, hvor han fik "daglig massage".
Prins Andrew er på grund af anklageren kørt ud på et sidespor af det britiske kongehus og har mistet sine militære titler og protektorroller.
Jeffrey Epstein blev i august 2019 fundet død i sin fængselscelle. Han var fængslet i sagen om omfattende menneskehandel og misbrug af mindreårige.
Dødsårsagen blev fastslået til at være selvmord.
Der bliver ikke lanceret en ny efterforskning på baggrund af de nye retsdokumenter, det har politiet tidligere slået fast.