Voldsom regn: Mindst 22 er døde
Mindst ni mennesker har mistet livet under voldsomme oversvømmelser i New York City i forbindelse med efterdønninger fra orkanen Ida.
Otte af de ni omkomne døde i oversvømmede kældre i boligblokke i bydelen Queens, siger politikommissær Dermot Shea ifølge BBC.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det er gået voldsomt for sig - her er vi tæt på centrum i New York. Foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix
Samlet er antallet af omkomne efter det voldsomme regnvejr i New York og New Jersey i alt på 22, melder NBC News.
Et lille barn er blandt de døde.
- Jeg er 50 år gammel, og jeg har aldrig set regn i sådanne mængder.
Det siger Metodija Mihajlov, som fik kælderen i sin restaurant på Manhattan oversvømmet med vand.
- Det var som at være i junglen med tropisk regn. Utroligt. Alt er så underligt i år.
Bag om orkanen
* Orkanen Ida gik i land på USA's østkyst søndag. Også delstaten Maryland er ifølge nyhedsbureauet AFP ramt af oversvømmelser, der har kostet mindst en person livet.
* I alt er der blevet udstedt nødretstilstand i fem områder på østkysten, der strækker sig fra Philadelphia til New Jersey.
* USA's præsident, Joe Biden, besøger fredag delstaten Louisiana. Her ødelagde orkanen Ida bygninger og efterlod mere end en million hjem uden strøm.
* Orkaner er almindelige i det sydlige USA, men forskere har advaret om en stigning i aktiviteten, når havets overflade opvarmes på grund af klimaforandringer. Det udgør især en stigende trussel mod de kystnære områder.
* De massive vandmasser har desuden givet forstyrrelser i tennisturneringen US Open, der i øjeblikket afholdes i New York City. Flere kampe er blevet udskudt.
Fly aflyses
Hundredvis af fly blev aflyst i lufthavnene LaGuardia og JFK samt i Newark.
Gader i storbyen blev på kort tid forvandlet til floder, og store veje blev lukket af vand på Manhattan og i bydelene Bronx og Queens.
Vandmasser kom i kaskader ned over perroner og spor på undergrundsstationer.
Lokal nødretstilstand
Uvejret er så voldsomt, at storbyens borgmester, Bill de Blasio, onsdag aften lokal tid, erklærede nødretstilstand.
- Vi er midt i en historisk vejrsituation her til aften med rekordstore mængder regn i hele byen, voldsomme oversvømmelser og farlige forhold på vejene, skriver de Blasio på Twitter.
Den nationale vejrtjeneste i USA (NSW) opfordrer folk til at holde sig væk fra vejene og søge til højtliggende områder.
- Vi får alt for mange anmeldelser om folk, der skal reddes i vandmasserne, eller strandede biler.
- Kør ikke gennem oversvømmede veje. Du ved ikke, hvor dybt vandet er, og hvor farligt der er, oplyser NSW ifølge CNN.