KrimiI går

Voldsomme anklager: Tidligere Superliga-spiller bankede gravid kvinde

En tidligere Superliga-spiller er tiltalt i en uhyggelig sag, hvor han angiveligt har banket en kvinde ved flere lejligheder. Særligt, da kvinden var gravid med deres fælles barn
En gravid kvinde blev angiveligt overfaldet af en tidligere superligaspiller - som var far til barnet - og udsat for vold flere gange over en lang periode. Nu er manden tiltalt.
En gravid kvinde blev angiveligt overfaldet af en tidligere superligaspiller - som var far til barnet - og udsat for vold flere gange over en lang periode. Nu er manden tiltalt.
 Foto: Colourbox

LÆS OGSÅ: Stor interesse for sag mod FCK-stjernen Rodrigo Huescas: Rykker til større retssal

"Hvis du går videre med det her, sparker jeg dig næste gang i maven til han dør?"

Så kontant lød beskeden angiveligt fra en tidligere Superliga-spiller, som er tiltalt i en uhyggelig sag om vold begået mod en kvinde gentagne gange over en periode på næsten to år.

Særligt voldsomt gik det angiveligt for sig 31. maj 2020 - hvor kvinden var gravid med deres fælles barn - da han ifølge politiet gav kvinden en lussing, hev og trak hende i håret og derefter stod over hende, hvor han holdt offeret og slog hende ansigtet.

Herefter lød den kuldegysende trussel om, at han ville tage livet af deres fælles barn, hvis "hun gik videre med det her".

De voldsomme detaljer fremgår af anklageskriftet, som SE og HØR er i besiddelse af.

Heri kan man læse, at den tidligere Superliga-spiller - som har repræsenteret flere klubber i landets bedste fodboldrække - er tiltalt for fem forhold om såkaldt simpel vold efter straffelovens §244, men værd at bemærke efter §244 stk. 2, og et forhold om trusler efter straffelovens §266.

Voldsparagraffens styk 2 kommer kun i spil, når den påståede vold er blevet begået af en person nært knyttet til offerets husstand - det vil sige, at politiet mener, at den tidligere superligaspiller dannede par med voldsofferet.

Det kan ende med at få alvorlige konsekvenser, da strafferammen dermed stiger til op mod seks års fængsel fremfor den normale strafferamme på tre.

Bankede kvindes hoved ned i radiator

De mange voldsforhold er ifølge politiet alle sket på en adresse i København.

Første voldsforhold stammer helt tilbage fra januar 2020. Her mener politiet, at den tidligere superligaspiller skubbede kvinden ind i en væg, rev hende i håret og slog hende i ansigtet for derefter at banke hendes hoved ned i en radiator.

Kvinden fik i forbindelse med overfaldet en flænge i hovedbunden, fremgår det af anklageskriftet.

Selv om kvinden bar deres fælles barn i maj 2020, er han alligevel tiltalt for det voldsomme overfald beskrevet i starten - og efter den overståede graviditet fortsatte volden ifølge politiet.

30. marts 2021 mener anklagemyndigheden, at den tidligere Superliga-spiller igen bankede kvinden. Denne gang ved at hive hende i håret, så hun faldt ned på knæene, hvorefter han skubbede hende ind i en bøgehæk.

I oktober 2021 er manden tiltalt for at have skubbet kvinden ned i bagagerummet på en bil, hvorefter han angiveligt tog halsgreb på hende, så hun ikke kunne trække vejret.

I november 2021 mener politiet, at den tidligere Superliga-spiller gav kvinden en lussing.

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra den tidligere Superliga-spillers forsvarsadvokat, men han er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

SE og HØR har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra den tidligere Superspiller - dog uden held.

Retten på Frederiksberg behandler sagen mod den tidligere Superliga-spiller tirsdag og onsdag i denne uge.

Sponsoreret indhold