"X Factor"-stjerne dømt: Mathilde Caffey begik voldsomt overfald på ansat i 7-Eleven
LÆS OGSÅ: "X Factor"-stjerne dømt for grov vold: Angrer og fortryder sag
Livet har taget noget af en drejning for Mathilde Caffey, siden hun i 2020 sang sig ind på en andenplads i "X Factor".
For to uger siden blev det 19-årige sangtalent nemlig dømt i Københavns Byret i en særdeles alvorlig sag.
Og nu står det klart, at Mathilde Caffey har valgt at modtage dommen og ikke anke den. Det oplyser Københavns Byret til SE og HØR. Og dermed falder det navneforbud, som de tre tiltalte alle har været beskyttet af.
I retten blev hun idømt fire måneder betinget fængsel for et groft overfald på en ekspedient i 7-Eleven. Hun blev også dømt til at udføre 100 timers samfundstjeneste for overfaldet, der blev begået i december sidste år.
Det voldsomme overfald blev begået sammen med Mathilde Caffeys ekskæreste og dennes kammerat.
De blev begge idømt henholdsvis fire og fem måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste.
Ifølge anklageskriftet som retten fandt de tre skyldige i, gik de alle til angreb på den kioskansatte. Her kastede de adskillige genstande efter ham, ligesom de slog, sparkede og spyttede på ham, hvorefter de væltede ham omkuld for at fortsætte med at sparke og slå ham mere end 40 gange på kroppen og i hovedet.
Til sidst kastede de flere genstande efter ham – blandt andet fyldte dåser, glasflasker og et skilt af plexiglas.
På en video, der blev vist i retten, kan man se Mathilde Caffey kaste en fyldt breezer efter manden, ligesom hun sparker ham, mens han ligger ned i kiosken.
Under retssagen fortalte den unge sangerinde, at hun var meget ked af hele situationen.
– Jeg angrer af hele mit hjerte, lød det fra den nu dømte kvinde, da hun fik det sidste ord i retten.
Og efter dommen udtrykte den unge kvinde, der nåede at sidde varetægtsfængslet i 38 dage, umiddelbar tilfredshed med dommen.
– Overordnet set er min klient glad for, at det nu er et overstået kapitel. Hun var bekymret for fremtiden, men med den betingede dom kan der sættes et endeligt punktum, og nu vil hun gerne videre med sit liv, lød det fra Hassan Mahmood, da SE og HØR efter dommen fangede ham på en telefon.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra forsvareren igen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Siden "X Factor" har den nu 19-årige sangerinde ellers forsøgt at holde gang i sin musikkarriere. Caffey har været en del af musikprojektet Urban Grrls, som har til formål at hjælpe unge kvinder i gang med en karriere inden for musik.
Derudover har hun også optrådt med Tessa, og Mathilde har også optrådt i eget navn til Reality Awards.