Krimi8. juni 2022

Zandra Berthelsen fortæller hele sin historie: Det føles powerfuldt

Zandra Berthelsen, bedre kendt som tønderpigen, udgiver en bog, hvor hun fortæller hele historien fra sin side
Zandra Berthelsen
- En del af undertrykkelsen for mig som barn – men også gennem systemet – har været, at jeg ikke måtte sige noget. Det er også den måde, mændene har haft magten over mig på. Så der er noget ekstremt powerfuldt over at gå ud og fortælle min historie, siger Zandra Berthelsen til Femina.
 Foto: Claus Peuckert

Det er de færreste, for hvem Tønder-sagen ikke vækker en uhyggelig genklang. I 2005 rullede Danmarkshistoriens nok mest omfattende sag om seksuelt misbrug, og Zandra Berthelsen var den ældste af de to piger, som deres far havde misbrugt og ladet andre misbruge mod betaling.

Der er blevet skrevet meget om Zandra Berthelsen i de danske spalter, men nu tager den 28-årige kvinde ejerskab over sin historie i bogen ”Jeg er jo her”, som udkommer i dag.

I bogen dykker hun ned i den dystre ikkeeksisterende barndom, læser sagsakter og opsøger de mennesker, som både svigtede hende og var der for hende. Og læserne bliver ikke skånet for gruopvækkende detaljer.

I et interview med Femina fortæller Zandra, hvordan hun har kæmpet og stadig kæmper for at få en tålelig tilværelse, hvor hun ikke konstant har lyst til at tage sit eget liv. For selv om hun ved hjælp af terapi og psykologibøger er kommet langt, er der stadig lang vej igen.

- Jeg sover ikke om natten. Når jeg går i bad, er jeg bange for, at nogen voldtager mig. Jeg hører stemmer, fortæller hun til ugebladet.

De årelange misbrug og svigt har gjort det svært for Zandra at lukke andre mennesker ind. Derfor lever hun ensomt og har gjort sig – hendes 28 år taget i betragtning - mange tanker om livet og døden.

Ifølge Femina mener Zandra, at man selv skal have lov at bestemme, om vi vil leve eller dø, og hun har flere gange forsøgt at tage livet af sig selv: Taget overdosisser, sprunget ud ad et vindue og sågar taget til Belgien for at få et assisteret selvmord.

Sidstnævnte blev hun talt fra, da hun tilfældigt mødte en fremmed, som overtalte hende til at tage hjem.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Trods de mange selvmordsforsøg er Zandra her endnu. Men det er svært for hende at sætte ord på, hvad det er der holder hende i live.

- Jeg ved godt, du og andre mennesker helst vil høre noget positivt på mine vegne. Det rigtige svar vil være at sige, at bogen selvfølgelig giver mig håb, men det ærlige svar er, at jeg ikke ved, om jeg kommer derhen, hvor jeg tænker, at nu vil jeg i hvert fald ikke slå mig selv ihjel mere.

- Før havde jeg det hele tiden sådan, at jeg blev nødt til at planlægge min egen død. Nu har jeg nogle dage, hvor jeg tænker, at “Ej, det er sgu alligevel godt, at jeg stadig er her”.

Til gengæld er det ikke svært for hende at fortælle, hvorfor hun ikke har lyst til at være her længere.

- Jeg havde ikke noget at leve for. Jeg havde ingen forældre, jeg var ikke et menneske, jeg var den ældste af Tønder-pigerne, jeg var ikke en del af samfundet. Jeg fik det ikke bedre, hver gang jeg prøvede at få fat i livet igen. Jeg havde alle mulige grunde til ikke at leve og ikke nogen grund til at leve, siger Zandra til Avisen Danmark.

I dag ser Zandras liv anderledes ud. For fire år siden påbegyndte hun den ændring, der skulle få hende ud af Tønder-sagens skygge og gøre op med tilnavnet ”Tønder-pigen”.

- Jeg tog magten over mit eget liv, og jeg var så syg af abstinenser i næsten to år, men jeg er ude af psykiatrien nu. Jeg er ude af de bedøvende antipsykotiske piller. Jeg er blevet klar i hovedet, som jeg ikke har været i de mange år, hvor jeg var bedøvet.

- Jeg træner, er fysisk stærk, jeg spiser sundt og gør nogle ordentlige ting. Den anden dag var jeg ude med en veninde, men jeg har ikke engang lyst til at drikke et glas vin. Jeg tror simpelthen, at jeg tog en beslutning om, at jeg vil være her. Være til stede, siger hun med et smil, siger Zandra Berthelsen til avisen.

Sponsoreret indhold