Nyheder6. september 2021

Ellemann-Jensen alvorligt ramt af corona

Tidligere formand for Venstre og eksudenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har været alvorligt ramt af corona og lungebetændelse.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/uffe-ellemann-jensen_1.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Tidligere formand for Venstre og eksudenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har været alvorligt ramt af corona og lungebetændelse.

Det skriver Uffe Ellemann-Jensens søn og nuværende Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

Uffe Ellemann-Jensen tilbragte tre uger på hospitalet.

- For fire uger siden - lige op til Venstres sommergruppemøde - blev han indlagt med lungebetændelse og corona. Han er og var færdigvaccineret, men han blev smittet alligevel. Han er ikke helt ung længere, så han blev ramt ganske voldsomt, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Uffe Ellemann-Jensen er 79 år.

- Han tilbragte tre uger på hospitalet, og min mor, mine tre søskende og jeg fik som den nærmeste, færdigvaccinerede familie lov at besøge ham i fuld beskyttelsesdragt.

- Det er jeg dybt taknemmelig for. Frygten efter hvert af de første besøg var, at det måske var det sidste. Der var nogle døgn, hvor det så vanskeligt ud, og havde han ikke været vaccineret, havde han ikke klaret den, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

/ritzau/

Sponsoreret indhold