Foldbar succes: Nu virker den
Al begyndelse er svær.
Spørg bare Samsung der i 2019 troede, at de havde opfundet fremtiden i form af en foldbar og meget dyr mobiltelefon.
Gik fra hinanden
Der gik dog ikke mange dage, før flere af testerne stod tilbage med en ødelagt telefon.
Den første foldbare, der stadig ligner en forvokset og aflang Nokia Communicator-telefon, gik ganske enkelt fra hinanden og kunne intet tåle.
Fiaskoen tvang Samsung til at trække modellen tilbage og levere en forstærket udgave til kunderne. Det var dog først med Fold2-modellen, at firmaet fik rigtigt styr på byggekvaliteten.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den første foldbare telefon måtte Samsung trække tilbage og forstærke, fordi den faldt fra hinanden. I dag er modellerne heldigvis af en markant bedre kvalitet. Foto: John Locher/AP/Ritzau Scanpix
Værd at anbefale
Heldigvis opgav det sydkoreanske firma ikke at udvikle videre på deres foldbare telefoner, som senere kom i en model, der i funktioner minder om de gamle klaptelefoner fra Motorola.
Galaxy Z Flip3 hedder den nyeste, der sammen med Galaxy Z Fold3 er blevet så god, at vi godt tør anbefale et køb. Særligt af flip-modellen som SE og HØR har testet.
Bag om Galaxy Z Flip3
* Hovedskærm: 6,7 tommer (120 Hz)
* Skærm på forsiden: 1,9 tommer
* Foldet sammen: 72,2 x 86,4 x 17,1 millimeter
* Foldet ud: 72,2 x 166 x 6,9 millimeter
* Vægt 183 gram
* Selfiekamera: 10 megapixels
* Hovedkameraer: 12 megapixels (ultra vidvinkel) + 12 megapixels (vidvinkel)
Find alle specifikationer her
For ikke nok med at prisen på Flip3 er kommet ned i et mere spiseligt leje under 8000 kroner. Modellen er også flottere designet, har en bedre skærm på forsiden, og så kan den tåle vand.
Derimod skal du ikke kaste den i en sandbunke. For grus og småsten kan fortsat trænge ind under den følsomme skærm og ødelægge mekanikken.
Hvis du er hård ved din mobiltelefon, er det her ikke modellen for dig. Nyder du omvendt, at dine gadgets er mere end "bare teknologi", er Flip3 altså ikke et dårligt valg.
Artiklen fortsætter under billedet...
Nej, den lille skærm på forsiden er fortsat ikke særligt anvendelig. Men den er bedre end skærmen, der sad i forgængeren. Foto: Samsung
Elegant forbrugerelektronik
Vi kan rigtigt godt lige den måde, telefonen ligger i hånden på og ikke mindst i lommen, når den er klappet sammen. Det er virkeligt et elegant stykke forbrugerelektronik.
Men det er samtidig den største udfordring - udover Android-styresystemet - ved modellen. At du ikke får voldsom glæde af den, når telefonen er foldet sammen.
Ganske vist er skærmen på forsiden blevet større og en smule mere anvendelig. Det er bare ikke nok, mener vi.
Her har den dyrere og mere klodsede Fold3 ganske enkelt en fordel med sin skærm på forsiden, der dækker samme område, som de fleste er vant til på deres udfoldede telefoner.
Fremtidens telefon: Kan både bøjes og tåler vand
Artiklen fortsætter under billedet...
Helt som hos Apple har Samsung skabt sit eget lukkede økosystem med smarture og hovedtelefoner, der virker bedst sammen med dem selv. Foto: Samsung
Brug begge hænder
Og dermed er vi ved kernen, som bør vejlede dem, der overvejer et køb: Er du superbruger, der hele tiden har gang i din telefon? Eller kan du fint leve med at spotte lidt informationer nu og da fra forsiden af den sammenklappede telefon? Og har du ikke brug for mange gange i timen at rode rundt med apps?
Vores bud er nemlig, at superbrugere ret hurtigt kører træt i hele tiden at folde telefonen ud. Ikke mindst fordi de hver gang skal have begge hænder i aktion, hvis de vil åbne skærmen op uden at tabe telefonen.
Selvom byggekvaliteten er gennemført, er det altså en anden fornemmelse at have en udfoldet foldbar telefon i hånden kontra en normal. Man forsøger automatisk at passe lidt mere på telefonen, hvilket kan gøre betjeningen en smule akavet.
Kræver tilvænning
Det kræver i hvert fald tilvænning at være superbruger på en telefon som denne.
Hører du til i kategorien af dem, der gerne vil have mere fred eller direkte trænger til en mobil afvænning, er Fold3 derimod ikke så tosset. Og du kan glæde dig over, at du stadig har en ganske avanceret telefon i lommen med en flot opløsning på det udfoldede display, selvom den oftere vil være klappet sammen end åbnet op.
Flip3 kan også afvikle dine apps lynhurtigt, du får en rigtig god lydkvalitet fra højttalerne og er sikret en stabil forbindelse under samtaler og dataoverførsel via 5G.
Før du beslutter dig: Der følger hverken en oplader eller en hovedtelefon med i salgskassen - kun USB-C kablet til opladning. Så er du advaret!