Ude af ”Robinson”: Bryder stimen af udstemte kvinder
Asma, Tine, Lisa, Astrid, Adelina … Fem kvinder er indtil videre røget ude af årets ”Robinson-ekspeditionen”, mens alle de mandlige deltagere stadig har været med i kampen i Den Dominikanske Republik.
Men med dagens øråd klarer det op på stranden. I hvert fald for kvindernes og specielt Rikkes vedkommende.
For selv om hun har tabt dødskampen og har to ekstra stemmer på sig allerede inden ørådet, så er det holdkammeraten Prince, der har fået flest stemmer efter optællingen og dermed bliver smidt ud af ”Robinson-ekspeditionen”.
- Nu står vi et sted, hvor man skal tænke lidt anderledes, og det er det, jeg ryger på, siger Prince - og Svensson medgiver, at han hele tiden har været på lånt tid, og at holdet nu ikke længere har brug for hans styrke:
- Vi har haft brug for Princes fysik og hans glade gemyt, og så havde vi brug for ham, hvis der kom en dødskamp, hvor det var liv eller død.
Prince må forlade øeventyret med seks stemmer på sig, men han er ikke overrasket over udfaldet.
- Det hænger sammen med, at jeg godt selv ved, at jeg ikke er den bedste taktiker. Kortene lå ikke til mig, fortæller hank, inden han vender snuden hjemad og mod sin 6-årige datter, der venter på ham i Danmark.
- Jeg var imod en stærkere alliance, og det er bare sådan, det er.