Nyheder30. september 2021

Enhedslisten vil give unge mere i SU og højere dagpenge

I en nyt udspil skal unge tilgodeses med mere i dagpenge og SU, mener Enhedslisten
https://imgix.seoghoer.dk/skipper.jpg
 (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Enhedslisten kommer torsdag til at foreslå at give 1000 kroner mere i SU hver måned og en afskaffelse af de lavere dagpengesatser for unge og nyuddannede. Det er med i partiets såkaldte ungeudspil.

Efter Enhedslistens opfattelser har de seneste ti år været ti magre år for landets unge, der nu fortjener ti fede, forklarer partiets social- og ligestillingsordfører, Pernille Skipper.

- Vi vil gerne prøve at vende udviklingen for den danske ungdom fra at være tilbageslag, nedskæringer på uddannelser og alt muligt andet til et progressivt svar på at give unge flere muligheder.

Enhedslisten vil med forslaget fjerne den nuværende lavere dagpengesats for nyuddannede. Den lave sats er den, som regeringen har foreslået skulle være endnu lavere med udspillet "Danmark kan mere 1".

Ifølge Pernille Skipper er flere penge mellem hænderne på de unge et redskab til at øge de unges frihed:

- Det at have penge mellem hænderne er en reel frihed til at træffe egne valg. Det er også friheden til at træffe egne valg uafhængig af ens forældres indkomst, siger hun.

I udspillet er der også afsat omkring 400 millioner kroner til uddannelsesområdet. De skal hovedsageligt gå til at sætte et minimum på 30 timers undervisning om ugen på det, der kaldes velfærdsuddannelser.

Derudover indeholder udspillet også et krav til den kommende tiårsplan for psykiatri-området. Her skal der ifølge Enhedslisten afsættes en halv milliard kroner til en særlig handleplan for børne- og ungepsykiatrien.

Partiet vil også give unge, der er født i Danmark af forældre med opholdstilladelse i Danmark, en ret til at få dansk statsborgerskab.

Det samlede udspil, der præsenteres torsdag klokken 13, indeholder også en lang række af Enhedslistens tidligere forslag såsom et højere personfradrag til alle - ikke kun unge - med en indkomst under 300.000 kroner om året.

Partiet selv anslår, at den skattelettelse vil koste syv milliarder kroner.

Forslagene skal finansieres af en række af de forslag til indtægtskilde, som Enhedslisten tidligere har foreslået såsom en højere selskabsskat, styrket skattekontrol og en formueskat.

Sponsoreret indhold