Hollywood1. oktober 2021

Disney og Scarlett Johansson indgår forlig i kontraktstrid

Hollywoodstjernen sagsøgte i juli Disney for at bryde hendes kontrakt omkring superheltefilmen "Black Widow"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega543063_001.jpg
 Foto: MEGA

Disney og hollywoodstjernen Scarlett Johansson har indgået et forlig i en sag om kontraktbrud.

Det oplyser parterne i en fælles udtalelse torsdag.

Den 36-årige skuespiller sagsøgte i juli Disney. Her beskyldte hun selskabet for at have brudt kontrakten med hende ved at udgive filmen "Black Widow", hvor hun spiller hovedrollen, på streamingtjenesten Disney+, på samme tid som den fik premiere i biograferne.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/mega768708_001.jpg
 Foto: MEGA

Scarlett Johansson sagsøgte i juli Disney for at lade filmen "Black Widow" få premiere på selskabets streamingtjeneste, samme dag som filmen fik biografdebut. (Foto: MEGA)

Ifølge søgsmålet var Scarlett Johansson i kontrakten garanteret, at filmen eksklusivt skulle have premiere i biograferne, fordi hendes løn for filmen i høj grad var baseret på, hvordan den klarede sig på det store lærred.

Omvendt mente Disney, at søgsmålet var ubegrundet. Men alligevel er det altså lykkedes parterne at finde hinanden.

- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at nå frem til en fælles aftale med Scarlett Johansson vedrørende "Black Widow", siger Disneys indholdschef, Alan Bergman.

Scarlett Johansen siger, at hun også er glad for at få løst striden, og at hun ser frem til yderligere samarbejde med Disney.

- Jeg er utrolig stolt over det arbejde, som vi har lavet sammen i løbet af årene, og jeg har virkelig nydt mit kreative forhold med holdet, siger hun.

Vilkårene for forliget oplyses ikke.

Sagen har været fulgt tæt, fordi den kunne have fået store konsekvenser for underholdningsbranchen i Hollywood, i en tid hvor flere medieselskaber i stigende grad forsøger at lokke kunder over på deres streamingtjenester med løfter om unikt indhold.

"Black Widow" blev udgivet 9. juli i biograferne. Samme dag var det muligt at tilkøbe filmen på streamingtjenesten Disney+.

Filmen er en del af Marvels superhelteunivers, som Disney ejer rettighederne til.

De fleste af filmene har opnået stor popularitet og har solgt masser af biografbilletter verden over.

Sponsoreret indhold