
Den islam-kritiske tegner Lars Vilks er blevet dræbt

To betjente og en person med politibeskyttelse er omkommet i Sverige. Det oplyser svensk politi på sin hjemmeside (link fjernet).
De døde var tidligere på dagen ikke endeligt identificeret, lød det fra politiet i en pressemeddelelse. Men ifølge det svenske medie Expressen er personen med politibeskyttelse den svenske kunstner og kunstprofessor Lars Vilks på 75 år.
Også SVT kan fortælle, at Vilks er blandt ofrene, hvilket politiet nu har bekræftet over for mediet.
Dødsfaldet bekræftes ligeledes af hans samlever over for avisen Dagens Nyheter.

Hadet af islamister
- Baggrunden for islamisters had mod Lars Vilks var, at han i 2007 fik trykt en karikaturtegning, som forestiller profeten Muhammed som en hund.
- Det medførte flere dødstrusler og permanente livvagter fra det svenske politi.
- Året inden var Muhammedkrisen brudt ud som følge af de tegninger af den islamiske profet, som Jyllands-Posten havde offentliggjort.
Herhjemme er Vilks bedst kendt fra terrorangrebet i 2015, hvor en herboende islamist forsøgte at dræbe kunstneren under et arrangement i mødelokalet Krudttønden på Østerbro.
Angrebet mislykkedes, men to uskyldige og senere gerningsmanden blev dræbt.
Stødte sammen med lastbil
De tre er døde som følge af en trafikulykke på motorvejen E4 uden for Markaryd, hvor en civil politibil og en lastbil kolliderede søndag eftermiddag.
Lastbilchaufføren er kørt med en ambulance til behandling på hospitalet. Han er ifølge Expressen indlagt med alvorlige kvæstelser.

Muhammed-tegner begravet i hemmelighed
Pårørende er underrettet
Det er endnu uvist, hvad der førte til ulykken, men foreløbige oplysninger indikerer, at den civile politibil kom over i den forkerte side af vejen.
Her kolliderede den med lastbilen og brød i brand.
De pårørende til de omkomne er underrettet.
