Thomas Rathsack skifter spor: Vil gøre dig til mental kriger
Han har kigget Taleban dybt i øjnene og ryddet minefelter i Afghanistan. Han har været på opgaver, hvor oddsene for at overleve i den grad var imod ham.
Men han står stadig.
I dag er talebanerne skiftet ud med helt almindelige danskere, der på den ene eller anden måde forsøger at forbedre deres liv.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den rigtige attitude kan være forskellen på succes eller fiasko, mener Thomas Rathsack. Foto: Mikael Rieck
Oplevet en del
Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack er i gang med projektet #Levforhelvede, hvor danskere kommer til ham og hans team af fysiske træner og ernæringseksperter.
De folk, der er tilmeldt, spænder bredt fra nogle, der vil af med nogle kilo til kandidater, der ønsker at blive en del af jægerkorpset.
- Det er ikke, fordi jeg har drejebogen til, hvordan man får det bedre. Men jeg har oplevet en del, forklarer han til SE og HØR midt under en træningssession ved Amager Strand.
- Det fortæller jeg om, og jeg vil dele ud af min mentale værktøjskasse, som andre forhåbentlig kan få gavn af.
Kunne være død
Siden Thomas Rathsack i 2009 lagde den bordeauxrøde baret på hylden, har han udgivet flere bøger, heriblandt selvbiografien ”Jæger – i krig med eliten”, og han har holdt et hav af foredrag.
Arbejdsbyrden var utrolig stor, og til sidst blev det for meget.
Det var en helt almindelig hverdag i 2019 – 10 år efter, han stoppede i Jægerkorpset. Han kunne mærke, noget ikke var, som det plejede.
- Jeg kunne have været død, siger Thomas Rathsack til SE og HØR.
Den dag i marts 2019 fik han hanket op i sig selv og tog til lægen. Her fortalte lægen, at han skulle på hospitalet og indlægges med det samme. Lægen ville ringe efter en ambulance. Men her sagde Rathsach prompte.
- Gu fanden gør du ej – jeg skal nok selv komme derop.
Den klarede han selv. Han ankom til hospitalet og blev indlagt, og her viste det sig, at han havde fået flere blodpropper i lungerne.
Mens han lå der på lungeafdelingen som den yngste, forsøgte de at finde ud af, hvorfor han havde fået dem. Svaret lå ikke i den veltrænede tidligere jægersoldats fysiske form eller kost.
Svaret var stress.
Siden den dag har han gjort, hvad han kunne for at leve sundere og holde stressen nede. I dag er det eneste han mærker til det - den blodfortyndende medicin.
Artiklen fortsætter under billedet...
Holdet på Amager Strand bliver arbejdet godt og grundigt igennem. Foto: Mikael Rieck
Positive når længere
Rathacks ekspertise kommer virkeligt til sin ret i forbindelse med #Levforhelvede.
Drengen, der havde store problemer med overhovedet at komme igennem skolen, klarede den berygtede optagelse til jægerkorpset mod alle odds.
Det krævede en vis mental styrke, og Rathsach arbejdede stenhårdt og målrettet for at klare det.
- Jeg appellerer til, at man med djævlens vold og magt forsøger at tillægge sig en positiv attitude, når man står over for et problem.
- For det gør det hele så meget nemmere.
De mentale redskaber deler han nu ud af i sin seneste bogudgivelse “Attitude – brug din mentale ammunition”, hvor vi kommer tættere på manden bag jægerkorpssoldaten Rathsack.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det er tydeligt, at Rathsack er blandt venner, selvom han lige har slidt dem ned. Foto: Mikael Rieck
Bliv stående
Her fortæller han om frygtindgydende operationer, hårde tab, og om hvordan ”Særlingen Rathsack” endte i jægerkorpset og nu som forfatter og foredragsholder.
Og ikke mindst om attitude, som Rathsack mener, kan være forskellen på succes eller fiasko.
- Hvis man blot lægger sig ned og får selvmedlidenhed, når man står over for problemer, kan man være helt sikker på, det ikke bliver nemmere at løse problemerne, siger han.
Netop den rette attitude, som han italesætter i sin bog, er noget, han i dag forsøger at implementere hos sine nye kandidater i sit nye projekt og fuldtidsarbejde.
Thomas Rathsack vender i sin seneste bog blikket indad for at kunne hjælpe andre med at “erobre” livet omkring dem. Foto: Mikael Rieck