Hailey efter turbulent tid med Justin Bieber: Beslutningen er taget
I et nyt afsnit af podcasten “In Good Faith with Chelsea & Judah Smith” sætter ”Peaches”-sangeren og hans modelhustru Hailey Bieber, 24, ord på, hvordan de har formået at tackle de voldsomme udfordringer, som blandt andet har budt på svigt, depression og et brud, de har været igennem sammen.
Parret blev gift tilbage i september 2018, og siden da har de således været igennem adskillige udfordringer som ægtefolk.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Foto: MEGA
Den garvede sanger har nemlig i den grad kæmpet med psykiske udfordringer – og blot et halvt år efter deres bryllup gik han i behandling for sin depression.
- Jeg indså, jeg var nødt til at gå igennem en seriøst heling for at nå til et sted, hvor jeg kunne være i et sundt, seriøst forhold, fordi jeg havde en masse traumer og ar, lyder det fra Justin Bieber, der således tog beslutningen om at komme sin depression til livs.
Justin og Hailey har tidligere dannet par. Og et brud tilbage i 2016 har naturligvis påvirket tilliden. Alligevel fandt de melodien og gav hinanden deres ”I do” to år senere:
- Heldigvis accepterede Hailey mig, som jeg var, fortæller Bieber og uddyber, at der trods deres ægteskab stadig var adskillige ting, de skulle arbejde på.
Og det lader da også til, at Justin Bieber og Hailey Baldwin i den grad lever op til deres ægteskabsløfter om ”i medgang og modgang”:
- Jeg var i det. Jeg tog en beslutning. Jeg ved, at jeg har elsket denne her person meget længe, og det ville ikke være tidspunktet at give op på ham – det ville jeg ikke gøre mod ham, forklarer Hailey og uddyber, at hun således besluttede sig for at blive ved sin sangergemals side gennem den svære tid.