Kæmpe ændringer i norsk "Paradise Hotel": Skifter navn og regler
Den norske udgave af "Paradise Hotel" skal igennem en række store ændringer, før næste sæson skal i kassen.
Når den nye udgave bliver optaget i begyndelsen af næste år, hedder det ikke længere "Paradise Hotel". En af ændringerne bliver nemlig realityformatets navn, der efter 15 norske sæsoner skal skiftes.
Det afslører NENT Group til det norske medie VG.
Fremover kommer programmet til at hedde "Paradise", ligesom den danske version, men det vil stadig blive optaget på et hotel. Dog et andet hotel end nu.
- "Paradise" skal stadig optages i Mexico, men vi skal på en ny location, et nyt resort. Optagelserne vil finde sted i februar/marts, fortæller Christian Meinseth, programchef i NENT.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Seneste cast i "Paradise Hotel" Norge. Foto: NENT
Nyt koncept
En endnu større omvæltning er dog reglerne for, hvem der må deltagere. Hvor man før kun castede singler - og deltagerne blev smidt ud, hvis det blev afsløret, at de havde en kæreste - må man i den næste sæson gerne være med, selv om man er i et forhold.
- Der vil være et meget større fokus på deltagerne som helhed og ikke kun deres evne til at være taktiske og "spille spillet". Generelt skal "Paradise" afspejle tiden, vi lever i nu - både i twists, casting, location, diverse troskabstests og så videre, forklarer programchefen.
Det er uvist, om det nye koncept også kommer til at gælde næste sæson af det danske "Paradise Hotel", der også ændrer navn til "Paradise". NENT har dog teaset for en stor ændring i den danske udgave af programmet, som de blandt andet beskriver som "et forandret 'Paradise'."
Det kan du læse mere om her:
"Paradise"-lykke: Sille og David tager næste skridt i forholdet
Vild "Paradise"-diskussion mellem Stine og Andreas: - Du lyver!