
Nu kan du bo i Carrie Bradshaws lejlighed
Der følger en lækker cosmopolitan med, men mon ikke du skal se langt efter en pakke Malboro Light, hvis du vælger at tilbringe en nat i Carrie Bradshaws hyggeligt hybel?
Nu kan du i hvert fald få lov at bo i ”Sex and the City”-karakterens omgivelser og udleve dine Manhattan-drømme.
Det skriver Airbnb på deres sociale medier.
- Det er mere en 20 år siden, Carrie Bradshaw trådte ud af vores liv, og nu har vi for første gang genskabt hendes ikoniske ”Sex and the City”-lejlighed, skriver de, og tilføjer, at skuespillerinden bag den legendariske figur nu samtidig tilføjer ”Airbnb-vært” til sit imponerende CV.
Artiklen fortsætter under billedet:

Giv dine veninder et kald på telefonen fra 2000 (Foto: Airbnb)
Ved ankomst vil de heldige lejere blive mødt af selveste Sarah Jessica Parker – godt nok på virtuel facon – før den 56-årige stjerne giver en kort tour på afstand.
Den lille lejlighed indeholder både hendes berømte walk-in-closet, som selvfølgelig inkluderer Carries tylskørt fra introen, Eiffeltårnstasken, hendes stiletter og den gyldne navnehalskæde.
Skal du rigtig dyrke den unikke New Yorker slut-90’er-stemning, kan du bladre i ældre udgaver af magasinet Vogue eller tage for dig af køleskabets sparsomme indhold: Vodka og triple sec.
Artiklen fortsætter under billedet:

"And I couldn't help but wonder..." Skriv videre på Carries små og store overvejelser. (Foto: Instagram, AirBnB)
- Jeg er så glad for, at vores fans nu kan opleve Carries New York, og – ganske bogstaveligt talt – spendere et døgn i hendes sko, lyder det fra kvinden bag karakteren.
- Hun står mit hjerte nært, og at kunne få lov at genbesøge ”Sex and the City”-universet igen har været en stor fornøjelse.
Artiklen fortsætter under billederne:

Hvem der bare kunne gå på opdagelse i den garderobe. (Foto: MEGA)

23 år efter premieren på kultserien, har Airbnb genskabt Carries hjem. (Foto: MEGA)

Ikke dårligt for en Manhattan-adresse. (Foto: MEGA)

Uanset om det er med din Mr. Big eller alene, så er der garanti for gode nætter i Bradshaws seng. (Foto: MEGA)

Tylskørtet hænger selvfølgelig i skabet. (Foto: MEGA
Det kan lade sig gøre at booke et ophold i Carries lejlighed på AirBnB (link fjernet)fra den 8. november. Prisen for den ekstremt Instagramvenlige inlogering er blot 23 dollars – eller 148 danske kroner.
Men der skal fart på – og det kræver nok også en smule held til – for lejligheden er kun tilgængelig for to nætter.

