Kendte5. november 2021

Blev udskudt efter angreb i Norge: Nu får dansk komediefilm en ny chance

Den danske film "Vildmænd" mindede for meget om tragisk angreb i Norge, men nu får filmen ny premieredato
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211105151950696_1000.jpg
 Foto: Presse/Still/Rasmus Weng Karlsen/Free

Der var lagt op til et herligt brag af en komediefilm med danske Rasmus Bjerg i hovedrollen som en mand, der med bue og pil på ryggen gemmer sig i de norske skove.

Filmen, der har titlen "Vildmænd", skulle egentlig have haft premiere i de danske biografer den 28. oktober, men da en mand med dansk statsborgerskab i virkelighedens verden skød med bue og pil i den norske by Kongsberg og dræbte fem personer, besluttede Nordisk Film at udskyde premieredatoen på komedien.

Men nu får Rasmus Bjerg-komedien snart lov til at se dagens lys. Filmen har nemlig fået sig en ny premieredato. Det oplyser direktør i Nordisk Film Frederik Honoré.

- Vores film har ikke noget at gøre med den tragiske hændelse. Men vi udsatte filmen i respekt for de pårørende, og tre måneder virker som en respektfuld periode at vente, fortæller han.

Han siger i samme forbindelse, at det endnu er uvist, hvorvidt filmen forventes at få premiere i de norske biografer.

"Vildmænd" handler om den danske familiefar Martin, der har sagt farvel til det hele og beslutter sig for at tage til Norge for at blive et med naturen.

Der går dog ikke lang tid, før Martin kommer i kontakt og på kant med det lokale politi.

- Vi vil gerne understrege, at de ligheder der er mellem filmen og gårsdagens tragedie er helt tilfældige, lød det fra Frederik Honoré umiddelbart efter den tragiske ulykke, der fandt sted i Kongstad i oktober.

"Vildmænd" forventes nu at få premiere den 13. januar 2022 i biografer over hele landet.

Se traileren til filmen her:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube

Sponsoreret indhold