Medie: Person med kanyle førte til Astroworld-tragdie
Der udbrød panik, da musikfestivalen Astroworld åbnede fredag. Otte omkom, mens flere fik hjertestop, da der opstod uro blandt tilskuerne til en koncert, hvor Travis Scott angiveligt stod på scenen.
Nu afslører en kilde tæt på Astroworld-festivalen over for TMZ, hvorfor det gik så grueligt galt.
Ifølge insideren gik en person amok med en kanyle og sprøjtede en form for narkotika ind i folk. Det skabte naturligvis panik i folkemængden og gjorde, at folk forsøgte at flygte.
Kilden siger til det amerikanske medie, at myndighederne nu prøver på at fastslå, om de personer, der fik hjertestop, er dem, der er blevet stukket med kanylen. Angiveligt er en af dem, der mistede livet, blot ti år gammel.
Til mediet fortæller kilden, at det virker til at være et planlagt og målrettet angreb.
TMZ understreger, at de endnu ikke har fået bekræftet disse oplysninger, men at de stammer fra en nøgleperson knyttet til festivalen.
Festivalen Astroworld bliver i år afholdt for tredje gang, og det er rapperen Travis Scott – der også er Kylie Jenners on/off-kæreste og far til Stormi – der arrangerer musikbegivenheden.
Han optrådte selv fredag aften i Houston, da tragedien skete.