Kæmpe triumf: Viktor Axelsen vinder Indonesia Open
Badmintonstjernen Viktor Axelsen hentede søndag endnu en turneringssejr i et forrygende 2021.
På Bali vandt den olympiske mester Indonesia Open efter en finalesejr over Kean Yew Loh fra Singapore.
Den 27-årige dansker slog verdensranglistens nummer 26 med 21-13, 9-21, 21-13.
Artiklen fortsætter under billedet...
Viktor Axelsen danner par med badmintonspilleren Natalia Koch.
Foto: Jesper Sunesen
Kean Yew Loh havde på vejen mod finalen sendt danskerne Hans-Kristian Vittinghus og Rasmus Gemke ud af turneringen, der hører til blandt de største på World Touren.
Turneringens overraskelse fra Singapore kunne dermed tage sin tredje danske skalp i søndagens opgør.
Da sejren var hjemme, lød et jubelskrig fra den danske vinder, der aldrig tidligere har vundet turneringen.
Viktor Axelsen har klaret sig uden træner på Bali, hvor Indonesia Open spilles. Det skyldes, at danskeren i sommer valgte at droppe landsholdstræningen i Brøndby for at træne i Dubai.
Med sejren i Indonesia Open har Axelsen vundet seks turneringer i 2021 med OL-guldet i Tokyo som den største triumf.
Indonesia Open er en Super 1000-turnering. Den har en samlet præmiepulje på 850.000 dollar, som svarer til 5,6 millioner danske kroner.