Nyheder3. december 2021

Aflyse eller ej? Sådan holder du en coronavenlig julefrokost

Hvis du vil holde julefrokost og minimere risikoen for coronasmitte, er det en god idé at skrue op for spritten og ned for snapsen
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Mens firma-julefrokoster aflyses på stribe, går du måske selv og tumler med, om du nu selv skal holde fast i den planlagte julefrokost for dine venner eller familie.

Sundhedsstyrelsen har tidligere givet klart svar: Man kan godt holde julefrokost i år. Det gør de da endda selv. Så længe man bare husker den gode, sunde fornuft, så burde det være helt okay.

Modsat sidste år har styrelsen ikke udsendt deciderede retningslinjer for højtiderne, og derfor er det overladt til os danskere selv at mærke efter.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/julefrokost_2017_buffet_preview.jpg
 Foto: Carina Krüger

Hamburgerryg og laks med rævesovs kan du sagtens servere til en buffet. Men husk godt med sprit. (Foto: Carina Krüger)

Men hvordan skal julefrokosten i så fald forløbe sig, hvis man har traditioner om en bugnede julemadsbuffet, pakkeleg og nærmest flere gæster, end man har kvadratmeter?

SE og HØR har talt med Brian Kristensen, overlæge ved Statens Serum Institut, der her kommer med sine bud på, hvordan man kommer nogenlunde coronasikkert gennem julefrokosterne.

Går det med buffet?

Med lidt forholdsregler bør en buffet med alt hvad julehjertet begærer godt kunne lykkes.

- Mit forslag er, at man organiserer det, så man i ro og mag kan stå ved buffeten og tage det, man vil have, uden man står for tæt sammen, lyder det fra overlægen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/peter_jensen40_ars_klassejubilaeum_julefrokost_fj01.jpg_preview.jpg
 Foto: Søren Jul Lamberth

Hvis man utryg ved buffet, så må man ty til portionsanrettede julesserveringer. (Foto: Søren Jul Lamberth)

- Hvis man også sørger for at spritte hænderne godt af, og hvis man undgår at hoste, når man står ved buffeten, så kommer man langt, fortsætter han.

Ved flere buffeter har flere fået den idé, at man lige smider en plastikhandske på, inden man går ombord i buffeten.

Men ifølge overlægen kan det give en falsk tryghed. I værste fald kan det samle sig virus på handskerne, og derfor kan det øge smitterisikoen.

Er man ikke helt tryg ved buffet-konceptet i år, så er der en vej frem, når der skal serveres karrysild og medisterpølse:

- Hvis man er meget bange, kan man jo lave portionsanretninger, foreslår Brian Kristensen.

Et af de helt store højdepunkter til sådan en julefrokost kan være en omgang pakkeleg, hvor pakkerne kan havne mellem mange forskellige hænder.

Her gælder samme råd: Husk sprit og afstand. Også selvom bølgerne kan gå højt.

Hvor mange bør inviteres?

Modsat 2020 er der - til manges lettelse - ingen regler og retningslinjer om bobler.

Men er det nu sund fornuft at invitere til den helt store julefrokost?

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/julefrokost_2018_fiskefilet.jpg
 Foto: Carina Kruger

Sundhedsmyndighederne har givet grønt lys til årets julefrokosterne, men man skal forberede sig på, at man måske skal holde dem lidt anderledes end normalt. (Foto: Carina Krüger)

- Man vil jo gerne være mange sammen. Men man kan overveje, om man skal være lige så mange sammen, som man plejer, siger SSI-overlægen og fortsætter:

- Jo flere du møder, du ikke er sammen med til hverdag, des mere stiger risikoen for, at du møder en med covid-19.

Er det svært at begrænse gæstelisten, kan man overveje, om man kan dele selskabet bare en anelse op, så gæsterne ikke bliver blandet på kryds og tværs.

Man kan eksempelvis lave borde, hvor der sidder fem personer.

Kan sund fornuft vedholdes?

Det helt store spørgsmål, når det kommer til at holde en coronavenlig julefrokost, er, om man bliver ved med at være i stand til at holde den gode fornuft.

Derfor kan man i år overveje, om der skal skrues lidt ned for snapsen og juleøllen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/peter_jensen40_ars_klassejubilaeum_julefrokost_fj36.jpg_preview.jpg
 Foto: Søren Jul Lamberth

Alkohol ind, sund fornuft ud. Meget alkohol og coronavenlig julefrokost går ikke nødvendigvis hånd i hånd. (Foto: Søren Jul Lamberth)

- Jeg indrømmer, at det lyder gammeldags. Men man kan overveje, om man behøver at drikke så meget, som man plejer, lyder det fra Brian Kristensen.

Efter et par små med den hjemmebryggede porsesnaps kan man være mere tilbøjelig til at glemme coronarådene og i stedet sidde tæt, kramme, synge og råbe. Alt sammen ting, der kan øge risikoen for smitte.

- Man udskiller mere fra sine luftveje ved at synge og råbe højt. Har man covid-19, så kan man godt sprede det på den måde, og derfor bør man prøve at undgå det, siger overlægen.

Et generelt råd - man især kan skrive sig bag øret, hvis man har tænk sig at give den los til årets julefrokost - er, at man kan lade sig coronateste før og efter festlighederne.

- Man kan teste sig inden, så man nogenlunde ved, at man ikke er smittet. Og hvis nu man har haft en sjov julefrokost, som man prioriterede højt, kan man lade sig teste 4-6 dage efter for at sikre sig, at man ikke fik noget virus, siger Brian Kristensen.

Gode, generelle corona-råd

  • 1. Bliv vaccineret: Er du ikke allerede vaccineret, så bliv det inden festlighederne. Den giver høj beskyttelse mod smitte og sygdom.
  • 2. Bliv testet: Det er en god idé at få en PCR-test inden julefrokosten og på 4.-dagen efter festen.
  • 3. Bliv hjemme ved symptomer: Er du syg, så bør du droppe årets julefrokost. I stedet skal du gå i selvisolation og PCR-testes.
  • 4. Sprit, afstand og gennemtræk: Du har hørt det en milliard gange før. Og det virker stadig. Sprit dræber virus, mens god afstand og godt med udluftning mindsker smitterisiko.

Kilde: Overlæge ved SSI Brian Kristensen og Sundhedsstyrelsen.

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen, men henviser til tidligere afholdte pressemøder samt de generelle coronaråd.

Sponsoreret indhold