Kongelige2. december 2021

Kronprinsesse Marys særlige hyldest: Ikke sket i 233 år

For anden gang de seneste 233 år bliver der afholdt taffel på Rosenborg Slot i Kongens Have i København
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Når kronprinsesse Mary den 5. februar runder 50 år, vil der aftenen inden - den 4. februar - blive afholdt taffel på Rosenborg Slot i København.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Det er ikke hver dag, det sker. Faktisk er det kun anden gang siden 1788, hvor Christian VII var konge af Danmark.

Det er dronning Magrethe, der er vært for arrangementet til februar. Ved taflet vil både kongefamilien og repræsentanter for det officielle Danmark være inviteret.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/_mho3216.jpg
 Foto: Martin Høien

Kronprinsesse Mary fylder 50 år næste år. (Foto: Martin Høien)

Rosenborg Slot blev bygget af Christian IV i årene 1606 til 1607. Det blev bygget som et såkaldt lysthus. Flere konger har gennem tiden bygget lysthuse, der er små slotte, som ofte findes i parker eller haveanlæg.

Rosenborg Slot ligger da også midt i Kongens Have i København. Haven bliver hver dag brugt af mange københavnere, der går en tur eller drikker en øl i solen, når vejret tillader det.

Til hverdag er selve slottet museum, hvor besøgende blandt andet kan få lov at se kronjuvelerne.

Slottet er ejet af staten og hører under Slots- og Ejendomsstyrelsen. Den selvejede institution Kongernes Samling står for museumsdriften på slottet. Museet har i gennemsnit 500.000 besøgende om året, oplyser Kongernes Samling.

Ud over taflet skal kronprinsessen åbne to udstillinger, hvor hun er omdrejningspunktet. Også Mary Fonden, hvor kronprinsessen er bestyrelsesformand, vil markere den runde fødselsdag.

At kronprinsessen vil blive fejret i en sådan grad, er der ifølge Lars Hovbakke Sørensen, historiker og kongehusekspert, god grund til.

- Hun har jo haft runde fødselsdage før, men 50 år er noget særligt.

- Anledningen til, at man gør så meget ud af det, er, at man har et kronprinsepar, der er vokset med opgaven og er meget engageret i det danske samfund i dag. Og så er de meget klar til at tage over den dag, det bliver aktuelt, at de skal være kongepar, siger han.

Det seneste taffel var i 2006 i forbindelse med slottets 400 års jubilæum.

Berlingske skrev dengang, at dronning Margrethe havde sine kronjuveler på under taflet, hvor gæsterne blev modtaget til champagne i Christian IV's vinterstue og blev velsignet med fem retter under middagen.

Sponsoreret indhold