Sundhedsministeren smittet med corona
Sundhedsminister Magnus Heunicke blevet smittet med corona.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.
Her står der, at Heunicke tirsdag er testet positiv via en PCR-test foretaget i Belgien.
Han ankom til Bruxelles mandag aften for at deltage i et rådsmøde. Her tog han tirsdag morgen en selvtest, som var positiv.
Har kørt med S-tog og Metro
Smitteopsporing af alle ministerens nære kontakter er igangsat, og det kan vise sig at blive et større arbejde.
Coronasmitte til Jung-koncert: Tusindvis opfordres til test
Magnus Heunicke kørte fredag med både metro og S-tog i København, og deltog herudover i en julefrokost i Sundhedsministeriet. Ved denne julefrokost er der konstateret yderligere ét smittetilfælde.
Ministeriet kan ikke fastslå, hvor Magnus Heunicke er blevet smittet.
Opfordret til test
Alle medarbejdere, der er nære kontakter, er derfor blevet opfordret til at lade sig teste på 4.- og 6.-dagen efter arrangementet.
Sundhedsministeriet kan derudovre oplyse, at Magnus Heunicke efter omstændighederne har det godt, men har milde symptomer i form af ondt i halsen.
Ifølge ministeriet varetager Heunicke fortsat sit arbejde i videst muligt omfang fra sit hotelværelse i Bruxelles.