Nyheder8. december 2021

Michael Dyrby erkender: Har haft upassende forhold på TV 2

Efter over en uges stilhed har B.T.s chefredaktør nu fået tunge på gled - i hvert fald til et vist punkt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20170915-134429-3-1920x1281we.jpg
 Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Otte dage skulle der gå, før Michael Dyrby, tidligere nyhedsdirektør på TV 2 og nuværende ansvarshavende chefredaktør på B.T., brød tavsheden, efter den opsigtsvækkende Discovery-dokumentar om sexisme på TV 2, "Sexisme bag skærmen", blev sendt.

Det gjorde han i et stort interview med Berlingske, og her til morgen har har også fået tungen på gled over for DR's nyhedspodcast "Genstart".

Her erkender Dyrby, at han har været i "fornægtelse" om, hvad der foregik på TV 2 i de mange år, han var nyhedschef og nyhedsdirektør på kanalen.

- Men jeg må også nå frem til den erkendelse, at som øverste chef, så var jeg jo den vigtigste for kulturdannelsen det sted, fortæller han i DR-podcasten.

Udover at være i fornægtelse omkring kulturen på TV 2 erkender Dyrby også, at han har haft, hvad han selv betegner som et "upassende forhold" til ansatte på tv-stationen.

- Ja, jeg erkender, at jeg har haft upassende forhold på TV 2 forstået på den måde, at jeg var chefen og havde magten. Og det må man ikke. Det skal man ikke, det var upassende, og det undskylder jeg simpelthen for, siger han uden dog at ville komme konkret ind på, hvad et "upassende forhold" er.

Dyrby ønsker heller ikke at kommentere de konkrete eksempler, som navngivne tidligere ansatte er stået frem med i "Sexisme bag skærmen".

- Jeg har fornægtet, hvordan virkeligheden så ud. Det er jo det, jeg har brugt de seneste mange dage på at nå frem til en erkendelse af. Ja, det jeg så omkring TV 2, som var den her familie, hvor der var mange fine ting, der har jeg nægtet at se i øjnene, at der også var rigtig mange dårlige ting, lyder det fra chefredaktøren.

Sponsoreret indhold