Lars Høgh er død: Blev 62 år
Onsdag aften kom den besked, som længe har været frygtet.
Den tidligere fodboldmålmand Lars Høgh er død blot 62 år gammel.
"Det er med ubeskrivelig sorg, at vi må meddele, at vores højt elskede, livsglade og altid positive Lars er sovet stille ind her til aften," skriver familien i en mail.
Udover hustruen, Tine, efterlader han sig datteren Josefine, sønnen Jonas og tre børnebørn.
En legende
Lars Høgh nåede at spille 817 kampe for OB og blev danmarksmester i 1977, 1982 og 1989. Han spillede desuden otte kampe for det danske landshold.
På banen er han især kendt for sin store indsats i OB's udebanekamp mod Real Madrid i Uefa Cuppen i 1994, hvor det på mirakuløs vis lykkedes fynboerne at hente en 2-0-sejr over den spanske kongeklub.
Lars Høgh måtte hive en række store redninger ud af ærmet, inden holdkammeraterne Ulrik Pedersen og Morten Bisgaard scorede målene, der bragte OB videre i turneringen.
Årelang kamp mod kræften
Dødsfaldet sker efter en langvarig kamp med kræft, som han for kort tid siden fortalte, at han var ved at tabe:
- Vi taler ikke år, men måneder, Lars, svarede lægen mig, kunne han dengang fortælle.
Og selvom lægen tilføjede "du har jo snydt os før, og det kan du gøre igen. Dit svar er lige så godt som mit" - ja, så fik vi i dag svaret: Lars Høgh er her ikke længere.
Kroppen kunne ikke mere.
Artiklen forsætter under billedet...
Sådan så det ud, da Lars Høgh for kort tid siden præsenterede sin nye bog. Det var en fantastisk dag for ham og familien, hvor de mødtes med mange af dem, der har fulgt ham i hele karrieren. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lægen hentydede blandt andet til, at Lars Høgh allerede har overlevet længere end de fleste, der bliver ramt af den form for kræft i bugspytkirtlen.
- Jeg har levet tre et halvt år nu med det her, og alle siger, at det er mindst halvandet år mere, end de havde regnet med, sagde Lars Høgh.
Sådan blev han ramt
- Lars Høgh fik konstateret sygdommen i august 2018 og reagerede i første omgang godt på kemoterapien, som ellers kun hjælper 20 procent af dem med denne kræftform.
- Siden fik han dog tilbagefald, men han har frem til kort før sin død alligevel været i stand til at passe sit job på landsholdet ved nogle samlinger.
- Høgh kunne dog ikke tåle mere kemoterapi, men håbede til det sidste at blive i stand til det igen.
Reaktionerne i november, hvor Høgh fortalte, at han kun havde kort tid tilbage, var da også chok:
- Lars er ikke bare en målmandstræner. Han fylder noget på den rigtig gode måde rent menneskeligt for alle spillere, lød det blandt andet fra landstræner Kasper Hjulmand.
- Hvis du taler med hvilken som helst markspiller, vil han kunne fortælle, hvor meget Lars betyder. Han er snakkesalig og social, sagde Hjulmand, der understregede, at den alvorlige sygdom naturligvis påvirkede landsholdet:
- Den her gruppe er i stand til at tåle alt. Normalt vil jeg sige, at vi ikke kunne have en, der er så syg, med os i en vigtig sidste samling.
Artiklen fortsætter under billedet...
Kasper Hjulmand og Peter Schmeichel var naturligvis blandt gæsterne, da Lars Høgh viste sig offentligt for sidste gang under bogreceptionen kort før hans alt for tidlige død i aften. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
- For når man spiller fodbold, skal man faktisk have følelsen af, at det handler om liv eller død.
- Så når en af vores bedste venner er ved at dø, kan det godt forstyrre følelsesmæssigt på den intensitet og fokusering, der skal være. Men vi kan godt tåle det, sagde Hjulmand.
Sådan blev Lars Høgh æret af DBU kort før sin død: