Motionscykelproducent Peloton reagerer efter "And Just Like That"-chok: Det er IKKE vores skyld
"Sex and the City"-fans er efterladt i chok og sorg, efter det første afsnit af "And Just Like That..." rullede over skærmen på HBO Max.
Her dør Carrie Bradshaws mand, Mr. Big, nemlig af et hjertestop. Han får et ildebefindende, efter han har trænet på sin motionscykel af mærket Peloton, og de hjerteskærende og rystende scener, hvor Mr. Big dør i sin hustrus arme får nu Peloton til at reagere.
Dr. Suzanne Steinbaum, der er medlem af Pelotons sundheds- og wellness ekspertpanel, udtaler sig til Los Angeles Times:
- Mr. Big levede, hvad mange ville kalde en ekstravagant livsstil - inklusiv cocktails, cigarar og store bøffer - og han var i højrisikogruppen, da han tidligere har haft hjerteproblemer i sæson seks, slår lægen fast og tilføjer:
- Disse livsstilsvalg og måske endda familiehistorier, som ofte er af afgørende betydning, er højst sandsynligt årsag til hans død. At cykle på Peloton-cyklen har endda måske udsat hans hjertestop.
I første afsnit af "And Just Like That..." ser man Mr. Big give den gas på sin Peloton-cykel. Da han efter træningssessionen går ud for at tage et bad, falder han om og tager sig til armen.
Peloton-cyklen er årsag til kærlig drilleri mellem Carrie og Mr. Big. Foto: HBO Max