Elias forlader "Singletown": - Jeg vil gerne sige undskyld
Da Elias blev kontaktet og spurgt, om han havde lyst til at medvirke i kærlighedseksperimentet "Singletown", kom det på det helt rette tidspunkt.
Den dansk-marokkanske realitydeltager havde netop fundet sammen med sin kammerat gennem mange år, Daniel, og det var ved at være tid til at finde ud af, om forholdet skulle udvikle sig til at blive mere seriøst.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Elias og Daniel går endelig hjem sammen i "Singletown". Foto: Discovery+
- Vi var der for at blive be- eller afkræftet, og vi blev helt sikkert bekræftet. Det var en god måde at finde ud af, om det er noget, vi skal eller ikke skal, siger Elias til SE og HØR.
Undskylder for usikkerhed
Men i "Singletown" finder han hurtigt ud af, at han kan være helt sikker med hensyn til Daniel.
I dagens afsnit vælger han og Daniel begge at tage hjem sammen som kærester, og inden da holder Elias en lille tale:
- Jeg er afklaret. Jeg har haft rigtig meget tænketid herinde - for meget. Jeg er blevet kastet på date med den ene tegning efter den anden for at sige det på den absolut bedste måde, jeg kan.
- Og jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg har været så usikker på dig og på os. Det er jeg ikke længere.
tv-pause
Elias deltog kort inden "Singletown" i realityprogrammet "Prince Charming", hvor han datede ungkarlen Jonas Løvik, men nu er det altså blevet nok med reality for denne gang.
- Nu tager jeg en slapper fra reality, det gik lidt hurtigt fra "Prince Charming" til "Singletown", siger Elias, der til daglig arbejder som socialpædagog for udsatte kvinder.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Elias og Daniel er flyttet sammen i en lejlighed på Amager efter programmet. Foto: Discovery+
- Der er sket meget på kort tid i det sidste år, der er gået: Nye mennesker, nye oplevelser, nye fester. Men nu skal jeg sætte mig og have en slapper sammen med Daniel og Elizabeth Taylor.
Nej, spøgelset af den afdøde filmstjerne er ikke flyttet ind i parrets lejlighed på Amager. Det er såmænd Elias' hårløse kat, der er blevet opkaldt efter Elizabeth Taylor.
- Det var nok mere mit end Daniels behov, han fik sagt, jeg gerne måtte, fordi vi havde savnet hinanden så meget. Men hun er vokset på ham, fortæller Elias og fortsætter:
- Jeg fik idéen fra "Venner", hvor der er en hårløs kat. Jeg synes, de er nuttede, fordi de er så specielle. Hun er så grim, og så har jeg lyst til at tage mig af hende.