Eksperter vil indføre forsamlingsloft
Det vil være fornuftigt at indføre et forsamlingsloft for at dæmpe den store stigning i smitte med coronavarianten Omikron.
Det siger en række professorer til Politiken.
Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme på Københavns Universitet (KU) og overlæge på Rigshospitalet, siger, at selve smittebølgen ikke kan stoppes, da virus er meget smitsomt.
Men med en række tiltag kan stigningen i antal smittede forhales.
Artiklen fortsætter under billedet...
Professor ved infektionsmedicinsk klinik på Rigshospitalet Jens Lungren er en af fortalerne for nye restriktioner. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
- Det giver virkelig god faglig mening at introducere en række kontaktreducerende tiltag i form af anbefalinger om at se så få som muligt – også så folk ikke smitter hinanden op til og under julen – og restriktioner som forsamlingsloft, siger Lundgren til Politiken.
Han er en af de eksperter, der rådgiver både Sundhedsstyrelsen og Epidemikommissionen.
Opfordringen kommer efter en ny risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI).
Her lyder det, at Omikron ventes at blive den dominerende variant i denne uge. Desuden ventes antallet af Omikron-smittede at stige til over 10.000 om dagen.
Også Thomas Benfield, professor ved KU og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, mener at forsamlingsforbud er "et oplagt sted at sætte ind".