Krimi17. december 2021

Danske realitystjerner tiltalt for voldtægtsforsøg: Stop - nej!

Kvinde siger, at hun blev tvunget ud på et toilet og seksuelt forulempet af begge mænd, der nægter sig skyldige - begge risikerer en lang fængselsstraf
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20030307-104917-6-1920x1281we.jpg
 Genrefoto: Mads Jensen/Biofoto/Ritzau Scanpix

SENESTE: Begge mænd er nu frikendt

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til patrick@sh.dk

To af Danmarks bedst kendte realitystjerner skal for retten tiltalt for - i forening - tidligere i år at have forsøgt at voldtage en kvinde på et bartoilet.

Ifølge anklageskriftet, som SE og HØR har fået aktindsigt i, mener politiet, at de to yngre mænd havde aftalt at lave det seksuelle overgreb på kvinden.

Det skete meget sent på natten, hvor kvinden efter politiets mening blev grebet om sine skuldre og hofter og tvunget ud på toilettet.

Anklage: Ville give oralsex

Hun skulle undervejs flere gange have råbt "stop", "nej" og lignende. Men på toilettet blev hun fastholdt, og hendes bukser lynet ned, hvorefter den ene af mændene forsøgte at udføre oralsex på hende.

Det skete fortsat uden kvindens samtykke, står der i anklageskiftet.

Voldtægtsforsøget, som oralsex her takseres som, mislykkes dog, da kvinden får låst døren op og forlader toilettet.

Beskyttet af navneforbud

SE og HØR kan ikke fortælle, hvem de to mænd er eller afsløre andre detaljer om sagen, da der er nedlagt navneforbud over begge.

Men de afviser ifølge SE og HØR's oplysninger at have gjort noget ulovligt og afviser derfor anklagerne.

SE og HØR følger sagen, når den kommer for retten. Strafferammen går formelt op til otte års fængsel for de paragraffer, som de to er tiltalt efter.

Ender de med at blive kendt skyldige i denne sag, ventes niveauet dog at ligge noget under den maksimale straf.

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til patrick@sh.dk

Sponsoreret indhold