Nyheder21. december 2021

Tirsdagens smittetal sætter rekord: Men antal indlagte falder

Antallet af coronaindlagte på danske hospitaler er faldet med 27 til 554. 17 personer er døde med coronavirus
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Der er det seneste døgn registreret 13.558 nye tilfælde med coronavirus i Danmark.

Det er det højeste antal dagligt smittede under epidemien.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

- SSI (Statens Serum Institut, red.) vurderer, at omikron er den dominerende variant allerede nu og fortsat vækst, skriver sundhedsministeren.

Ifølge tal fra SSI er 501 af de nye coronatilfælde reinfektioner - altså personer, der er testet positive, mindst 60 dage efter at de sidst afleverede en coronapositiv prøve.

17 personer er døde med coronavirus det seneste døgn.

Antallet af indlagte med coronavirus på de danske hospitaler falder med 27 til 554.

Af de indlagte er 67 på intensivafdeling og 35 af dem får hjælp af en respirator til at trække vejret.

De 13.558 nye tilfælde er fundet blandt 243.077 PCR-prøver, som er dem, hvor man podes i svælget.

Det betyder, at 5,58 procent af PCR-prøverne har vist positiv for covid-19.

Siden mandag er 123.849 borgere blevet revaccineret. 2.161.840 danskere har i alt fået tredje stik med en vaccine mod covid-19. Det svarer til 36,8 procent af befolkningen.

Sponsoreret indhold