Østrig lemper rejseregler: Godt nyt for vaccinerede danskere
Østrig lemper mandag sine indrejserestriktioner, så det bliver nemmere for danskere at rejse ind i landet uden at skulle i karantæne.
Danskere behøver ikke længere have en negativ PCR-test for at komme ind i landet, hvis man har fået tre stik med en coronavaccine.
Det oplyser Udenrigsministeriet til DR.
Artiklen fortsætter under billedet ...

(Foto: MEGA)
Hvis man har fået to stik med en coronavaccine, skal man medbringe en negativ PCR-test, der højst er 72 timer gammel.
Det er også muligt at komme ind uden karantænekrav, hvis man har en lægeerklæring, der dokumenterer, at man har været smittet i løbet af de sidste tre måneder.
Østrig valgte i slutningen af december at indføre skrappere indrejseregler for Danmark og 13 andre lande - herunder Holland, Norge og en række afrikanske lande - på grund af omikronvarianten.
Årsagen til, at man nu dropper de skærpede regler, er, at omikronvarianten nu er dominerende i Østrig, skriver Kronen Zeitung, der er landets største avis.
De kommende uger er der højsæson for skiturister i Østrig, hvor tusindvis af danskere plejer at tage på ferie i alpelandet.