Chok: Christiane Schamburg-Müller stopper i "Vild med dans"
En æra er forbi. Christiane Schamburg-Müller stopper som vært på "Vild med dans".
Det fortæller hun til Her & Nu.
Efter i alt syv sæsoner som vært fordelt på to perioder er den 40-årige skønhed færdig med dansehittet.
Fra 2007 til og med 2009 var Christiane vært på tre sæsoner af "Vild med dans" sammen med Claus Elming.
Og siden 2018 og frem til nu har hun dannet værtspar sammen med Sarah Grünewald, men nu er det altså endegyldigt slut.
- Sidst var da jeg fyldte 30. Der havde jeg lavet det i tre år. Nu har jeg lavet det i fire år, og jeg er fuldstændig vild med det, forklarer Christiane til Her & Nu og uddyber:
- Men jeg kan godt lide at stoppe, mens legen er god. Jeg kan bare mærke, at jeg har lyst til at lave en anden type programmer. I stedet for store kjoler og et fast manuskript vil jeg gerne vise mit autentiske jeg.
Stoppet i "Vild med dans" kommer som et chok for de fleste, da Christiane så sent som i sidste sæson forklarede, at hun stadig elskede at være vært på danseballet.
Artiklen fortsætter under billedet...
I de sidste fire sæsoner har Christiane styret "Vild med dans" sammen med Sarah Grünewald (Foto: Hanne Juul)
Med sit farvel til "hele Danmarks dansegulv" har Christiane sat TV 2 og produktionsselskabet Mastiff, som står bag programmet, på en stor opgave.
De skal nu som minimum finde én vært mere til "Vild med dans", da Sarah Grünewald, som det ser ud nu, fortsætter med at være vært på TV 2-hittet.
Hvad Christiane fremover skal arbejde med inden for tv-branchen, ved man ikke endnu.