Nyheder30. januar 2022

Medie: Væltet træ har givet barn slem hovedskade

Barn meldes ifølge sn.dk at være kommet slemt til skade, da et træ væltede ned i et hus nord for København
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/2022013018274560_1000.jpeg
 Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Et barn er kommet slemt til skade, efter at et træ lørdag aften væltede ned i familiens hus i Charlottenlund, oplyser Nordsjællands Politi til Sjællandske Mediers nyhedssite, sn.dk.

Stormen fik lørdag aften træet til at vælte ned i huset, der blev slemt beskadiget. Nordsjællands Politi meldte natten til søndag i en pressemeddelelse ud, at familien i huset var kørt til tjek på skadestuen. Men meldingen fra politiet var, at ingen var kommet alvorligt til skade.

Søndag oplyser politiet til sn.dk, at et af familiens tre børn, er kommet slem til skade med hovedet. Det er ikke oplyst, hvor gammelt barnet er.

Nordsjællands Politi oplyser sidst på eftermiddagen søndag til Ritzau, at man ikke for nuværende kan oplyse nærmere om sagen, da det ikke længere er en akut sag, som behandles af vagtcentralen.

Stormen, som har fået navnet Malik, har over hele landet forårsaget flere personskader. Mest alvorligt var det i Vester Hæsinge på Fyn. Her mistede en 78-årig kvinde livet, da hun blev blæst omkuld, da hun skulle åbne en stalddør. Hun faldt og fik dødelige kvæstelser.

I Esbjerg kom en person lørdag eftermiddag slemt til skade, mens to andre fik lettere skader. Det skete, da en stor gren væltede ned over en bil.

I Rødkærsbro i Midtjylland kørte en bilist ind i et væltet træ og måtte en tur forbi skadestuen.

Ud over personskader har stormen forvoldt skader på bygninger og materiel flere steder rundt om i landet. Og flere steder holder man fortsat vejret, selv om vinden er løjet af. For vandstanden er flere steder høj, og vandet truer med at skabe oversvømmelser og forårsage vandskader.

Søndag eftermiddag gik der hul på en såkaldt watertube - en slags mobil vandfyldt dæmning - ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Alle i området blev evakueret, og ingen kom til skade.

Sponsoreret indhold