Nyt datingprogram får premiere i Danmark: "Date mig i et døgn"
Kan man finde kærligheden på 24 timer? Det skal deltagerne i Discoverys nyeste realityprogram teste.
13. februar har et nyt koncept nemlig premiere i Danmark, når datingprogrammet "Date mig i et døgn" tager os med som fluerne på væggen, mens de medvirkende tager på blind dates – der varer 24 timer.
Jep: Parrene skal flytte sammen og efter et døgn se, om de har undgået at rive hovederne af hinanden.
Hvordan går det, når parrene skal forsøge at lære hinanden at kende, lave mad sammen og finde ud af, om de skal sove sammen, eller om én af dem skal sove på sofaen?
Som seere får vi også lov at følge med, når deltagerne ringer eller skriver til venner og familie og anmelder den fremmede date, de nu bor sammen med.
– Vi oplever dates, hvor kærligheden sejrer, men også dem, hvor den sejler, hvor en hyggelig middag bliver afløst af et skænderi, som igen bliver afløst af kys, hvor dybe samtaler udfolder sig, hvor utraditionelle scoreteknikker tages i brug og dates, hvor tavsheden er larmende intens, lover Discovery i en pressemeddelelse.
Efter et døgn sammen skal de to første gang beslutte, om daten er forbi, eller om de vil give kærligheden og hinanden endnu et døgn sammen.
– Programmet har haft stor succes i bl.a. Holland, Sverige, Tyskland og UK, og derfor er vi meget stolte over, at vi nu kan præsentere et så stort, internationalt format for danskerne. Med tilføjelsen af ‘Date mig i et døgn’ favner discovery+ i større grad hele paletten i reality- og datinggenren, siger Pil Gundelach Brandstrup, Programdirektør hos Discovery.
"Date mig i et døgn" har premiere 13. februar på Discovery+ og Kanal 4 og kører over otte afsnit.