Baby, mand og Miami: Caroline Wozniacki får eget tv-program
Efter to imponerende sportskarrierer – én inden for tennis, den anden inden for NBA basket – står Caroline Wozniacki og David Lee over for en ny tilværelse, hvor sporten ikke længere er det altdominerende omdrejningspunkt i deres liv.
De venter deres første barn og er ved at skabe et nyt fælles hjem i Miami. Og nu kan vi følge med på sidelinjen i tv-serien ”Wozniacki & Lee”: Hele vejen før, under og efter fødslen af datteren Olivia.
- I mange år har det handlet om os, og at vi nu er blevet forældre, er et nyt og spændende kapitel i vores liv. Det er altid lidt nervepirrende at dele en så personlig historie, men at være med i denne serie har givet os mulighed for at kigge tilbage på vores karrierer og dele den mest fantastiske historie i vores liv; at bliver forældre til Olivia, siger Caroline og David i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet ...
David Lee og Caroline Wozniacki tager os med gennem graviditets-shopping, fødsel og livet som nybagte forældre i "Wozniacki & Lee". Foto: NENT
Også Caroline og Davids gode venner og tidligere sportskollegaer, blandt andre tennisstjernerne Serena Williams og Agnieszka Radwanska samt NBA-stjernen Draymond Green, sætter ord på, hvordan de ser de to tidligere sportsstjerner. Begges familier, som alle både har været – og fortsat er – en stor del af Caroline og Davids professionelle og personlige liv, medvirker i serien.
Og så er der naturligvis et fyldestgørende tilbageblik på parrets imponerende karrierer og ikke mindst, hvad det har krævet af dem at nå til, hvor de er i dag med helt unik adgang til bl.a. den hidtil ufortalte historie om forholdet mellem Caroline og hendes far og træner Piotr.
”Wozniacki & Lee” har premiere på Viaplay den 21. marts, men du kan få et smugkig i videoen i toppen af denne artikel.