”Bagedyst”-stjerne Beate Stengaard er blevet mor
Det var tilbage i september måned sidste år, den tidligere DR-stjerne og bageentusiast Beate Stengaard kunne overraske sine følgere med beskeden om, at hun gemte på en kage i ovnen.
– Det er efterhånden længe, jeg har gået og bagt den her lille muffin, skrev hun dengang.
Siden kunne hun desuden fortælle, at det var en lille pige, der gemte sig i hendes mave, som skulle melde sin ankomst i det nye år.
Noget, der endelig er sket. Det afslører hun tirsdag på sin Instagram-profil.
– 06.02.2022, skriver hun blot til billedet, der viser den lille ny ligge og sove sødt i sin blomstrede dyne.
Artiklen fortsætter under opslaget
Det er da også ved at være flere dage siden, Beate kunne dele nyt om sin graviditet og de mange forberedende øvelser, som hun og kæresten Anders har foretaget sig. Men det har der været en ganske god grund til.
Artiklen fortsætter under billedet
2022 bliver et helt særligt år for den tidligere DR-stjerne Beate Stengaard, der endelig er blevet mor. Foto: Dan Mariegaard
Beate har endnu ikke afsløret, hvad den lille pige skal hedde, eller andet om selve fødslen.
Men det strømmer allerede ind med lykønskninger fra nær og fjern til den lille familie. Herunder blandt andet fra en anden tidligere ”Bagedyst”-stjerne, Victoria Askjær der selv blev mor for tredje gang for ikke mange måneder siden.
– Tillykke Beate, skriver hun efterfulgt af et hjerte, mens flere andre fra bageprogrammet stemmer i.