Den er god nok: Ny sæson af "Euphoria" får grønt lys
"Euphoria"-fans har god grund til at føle sig... euforiske.
Den hyperpopulære HBO Max-serie er nemlig blevet fornyet, og det betyder, at der nu er en tredje sæson af serien på vej. Det skriver Variety.
Og det er måske ikke så underligt, at det Emmy-vindende high school-drama med den 25-årige Zendaya i hovedrollen er blevet fornyet.
Tal viser nemlig, at serien i løbet af sæson to har formået at trække dobbelt så mange seere til sammenlignet med seertallene i første sæson.
Den længe ventede sæsonpremiere på anden sæson, der havde premiere 9. januar, trak intet mindre end 14 millionere amerikanske seere til fra HBO og HBO Max.
Sæsonpremieren havde da også formået at skabe ekstremt meget hype og buzz på de sociale medier. Det blev bestemt ikke mindre af, at seriens hovedrolleindehaver, Zendaya, valgte at advare mod seriens indhold i et langt opslag, hun delte på sin Instagram-profil.
- Sam, Zendaya og alle de medvirkende og ansatte på "Euphoria" har taget sæson to til et ekstraordinært niveau, hvor de udfordrer fortællekonventioner og form, mens serien holder fast i sin kerne, lyder det fra Francesca Orsi, der er vicedirektør hos HBO Programming.
(Foto: HBO Max)
- Vi kunne ikke være mere beæret over at arbejde med det her begavede og vildt talentfulde team, og vi kunne heller ikke være mere spændte på at fortsætte vores rejse med dem ind i sæson tre.
"Euphoria" fortæller historien om den 17-årige stofmisbruger Rue (spillet af Zendaya), der skal forsøge balance i hverdagen ved at jonglere venner og fjender i hjembyen i East Highland.
I seriens anden sæson medvirker blandt andre stjerner som Hunter Schafer, Nika King, Eric Dane, Angus Cloud, Jacob Elordi, Sydney Sweeney og Austin Abrams.
Serien er inspireret af den israelske miniserie af samme navn.
Sæsonfinalen af "Euphoria" sæson to har premiere på HBO Max den 27. februar.
Se traileren til sæson to øvert i artiklen.