Krimi23. februar 2022
Politiet talstærkt til stede ved Struer centrum: Har evakueret restaurant ved fjorden
- Vores betjente er til stede for at undgå, at der opstår en farlig situation, lyder det fra politiet

Foto: Presse-fotos.dk
Politiet er onsdag eftermiddag talstærkt til stede ved nærpolitistationen i Struer centrum og på havnen. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
- Hold afstand og følg vores anvisninger på stedet, lyder det på det sociale medie. Det massive politiopbud skyldes en anmeldelse om trusler. - Vi er i gang med at efterforske sagen, lyder det fra politiet, der understreger, at ingen er kommet til skade. Seneste nyt i sagen er, at politiet har valgt at evakuere Restaurant Ved Fjorden. Det forventes ikke, at der er behov for at evakuere yderlige. - Den del af aktionen, der vedrører området omkring Struer nærpolitistation, er nu afsluttet, lyder det fra politiet kort før klokken 18.00. Det var en kvinde, der tidligere onsdag kontaktede politiet og anmeldte, at hun var blevet udsat for trusler på livet. Hun er ifølge politiet uden for fare.

Foto: Presse-Fotos.dk